L.O.C. stod for femte gang i træk på Orange Scene - enten som solist eller gæst. Foto: Gorm Olesen
Orange Scene, Roskilde Festival:
L.O.C.
Søndag
Det blev alle gode gange fem for rapperen L.O.C., da han søndag ved Roskilde Festivalen cementerede sin position som Danmarks førende rapper. L.O.C. giver den som moden libertiner med eskalerende livslede på sit seneste album, men på Orange Scene - foran et kæmpe publikum - var det svært for nedturs-poeten at bevare pessimismen.
Det virkede som om, manden kunne gå på publikumshavet foran Orange, som han indtog for femte år i træk. Enten i rollen som solist eller gæst.
To øjeblikke skrev sig ind i festival-historien og var sikkert højdepunkt for rigtig mange. Da L.O.C. fik assistance fra Jokeren og Niarn i en skøn nyfortolkning af Jokerens ”Havnen”, hvor L.O.C. gav en poetisk guidet tur til hjemstavnen Århus V, mens Niarn hyldede sit Aalborg alias ”dobbelt-a”.
Det andet berusende fælles-sus gennem mængden var fest-finalen med ”Momentet”, hvor USO hjalp til. Et nummer der i al sin poppede vælde virker noget påklistret på L.O.C.'s sortsynede nye skive ”Libertiner”, men i sommeraftenen på Roskilde var det en gylden slagsang med fuldt forløste party-vibrationer.
L.O.C. havde koncerten igennem lignet en bokser på vej i ringen, svajende af indestængt energi, men her måtte han bryde ud i et halvmåne-grin og spontant bemærke: ””Fuck min skolelærer. Fuck min sagsbehandler. Jeg står her!”
Liam O'Connor fik lukket gavflaben endnu højere op, da Johan Olsen gæstede med brøleabe-support på ”Libertiner”, men lige netop her var det indadvendte surmuleri for afventende i de store rammer.
Det gik bedre, da den maskuline stodderkonge L.O.C. greb langt tilbage i repertoiret, og fællessangen gjaldede fornøjeligt til den platugle-lumske ”Undskyld”.
L.O.C. skyldte dog ingen undskyldning efter en imponerende medrivende optræden, der helt og aldeles levede op til de kæmpe Las Vegas-lysende bogstaver, der stavede hans navn igigant-størrelse bagerst på scenen.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



