Find mere om:
Anmeldelse af Kendrick Lama, Miguel og Wiz.. | musik.guide.dk

Anmeldelse af Kendrick Lama, Miguel og Wiz Khalifa

Kendrick Lamar og Miguel er talenter inden for henholdsvis hiphop og moderne soul. Wiz Khalifa har bare selvtilliden i orden.

Hiphop
Kendrick Lamar:
Good Kid, M.a.a.d City, a short film by Kendrick Lamar
Interscope Records/Universal Music
Er udkommet

R&B
Miguel:
Kaleidoscope Dream
RCA/Sony Music
Er udkommet

HipHop
Wiz Khalifa:
O.N.I.F.C.
Atlantic Records
Er udkommet

Kendrick Lamar fra Compton, Californien, er blevet kaldt den næste store rapper.

Med sit første regulære album, der er blevet virkeliggjort med støtte fra hiphop-ikonet Dr. Dre, får den 25-årige Lamar i hvert fald demonstreret, at han har et kolossalt ego og – langt vigtigere – et stort talent som rapper og for at kreere den slags plade, der underholder på bedste vis og samtidig formår at vække til eftertanke.

Der er barske historier, en ustyrlig trang til berømmelse og penge, og der er et drengerøvspraleri, der ikke behøver nogen oversættelse:

»I pray my dick get big as the Eiffel Tower, so I can fuck the world for 72 hours«.

Effektfuldt opus

Selv om albummet varer over 68 minutter, virker det som en interessant følgesvend hele vejen. Dels rapper Lamar med temperament, attitude og skarphed, dels bevæger de spændstige, groovy og foranderlige produktioner sig hele tiden fremad, og numrene loddes sammen af lydklip fra en upoleret virkelighed.

Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om stilen er nyskabende. Effektfuldt er dette gennemførte opus under alle omstændigheder.

Marvin Gaye spøger

Mens Lamar er et stjerneskud for hiphoppen, har den jævnaldrende Miguel opnået en lignende position inden for moderne soul.

Hans nye album ligger i naturlig forlængelse af ikke mindst et koryfæ som Marvin Gaye, der spøger i vokal og seksuel appel på f.eks. indledningen ”Adorn”.

Albummet spænder vidt.

På ”Pussy Is Mine” får man sangeren akkompagneret af en elektrisk guitar, mens rytmeguitaren er en gennemgående figur på den imødekommende poppsykedeliske ”Do You…”, der minder om duoen Hall & Oates, mens neosoulens tunge basgang giver det ambitiøse titelnummer masser af maskulinitet.

Desværre har Miguel en tendens til at ville posere for det andet køn med numre, f.eks. ”Don’t Look Back”, der proppes med masser af maskinelle – men virkningsløse – effekter.

Fuld af selvtillid

Den 25-årige Wiz Khalifa lader sit nye opus lande sikkert på jorden.

Stilen er præget af tilbagelænet – stenet – selvtillid, og underholdningsværdiens udsving er ikke ret markante.

Wiz Khalifa ved, hvad han kan som rapper og vil med sit hiphopudtryk, og han har ikke noget behov for at presse sine budskaber ned i halsen på lytterne.

Tag det sløve, seje og sjove i musikken – eller hold dig væk.

Amerikaneren tror virkelig på sig selv uanset hvad, og han kan godt være sit selvtillidstrip bekendt.

Covers

31323844.jpg

31047954.jpg

32101218.jpg
             

Anmeldelse af Kendrick Lamar - To Pimp A Butterfly

23-03-2015: Hiphop: Kendrick Lamar har indspillet et fascinerende stærkt album, der stopfodrer hiphopudtrykket med sej jazz, funk og soul. Teksterne er knivskarpe. Læs artikel

Anmeldelse af Wu-Tang Clan - A Better Tomorrow

06-12-2014: Wu-Tang Clan er beviseligt mere opfindsom end Shakespeare og har inspireret en hel generation af klodens rappere. Læs artikel

Anmeldelse: Beastie Boys: Hot Sauce Committee Part Two

06-05-2011: Den berømte hiphop-trio Beastie Boys er tilbage med en plade, der udstråler treenighed og store ambitioner på både ordets og musikkens vegne. Læs artikel

Anmeldelse af Benal - Nu

29-01-2016: Ucensureret maskulin forvirring fra uforudsigelige Benal. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...