Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Kanye West - Yeezus | musik.guide.dk

Den nybagte far provokerer

Hiphop: Kanye West er blevet far. Men glem alt om, at stjernesolisten er blevet blød om hjertet.

Kanye West:
Yeezus
Universal Music
Er udkommet

Kanye West er en af de seneste 10 års største hitmaskiner. Han har produceret store hits for kolleger, han har i eget navn solgt millionvis af album og singler, og han har optrådt på de store scener. Herhjemme har han stået på Roskilde Festivals Orange Scene, spillet i Tivoli og givet koncert i Boxen med rapstjernen Jay-Z.

Han er kæreste med realitystjernen Kim Kardashian, som forleden fødte parret en datter. Så man kan vist godt konkludere, at den 36-årige solist ikke står og mangler noget i sit dagligliv, og hvis han havde valgt at nyde sommeren og familien, var der vist ingen, som havde protesteret.

I stedet smider han en musikbombe, der sprænger ideen om, hvad en etableret stjerne tør og kan tillade sig, i stumper og stykker.

Iscenesættelse og ironi

Kanye West er ikke som mange andre stjerner. Hans kunstneriske brændstof er at fyre op under selviscenesættelse og provokationer. Han vil ses, og han kan høres.

Engang hittede han med ”Jesus Walks”. Denne gang postulerer han, at ”I Am A God”.

Man kan lade sig provokere af den slags. Men man kan også betragte sangen som humor og selvironi. Kanye West giver ikke selv noget endegyldigt svar på, hvad hans ærinde egentlig er. Han fyrer bare sine argumenter af, og så må man gøre op med sig selv, om man føler sig ramt i hjerte eller forstand.

En grim fortid

Et gennemgående tema på det nye album er den sorte befolknings plads i det amerikanske samfund.

Ved at sample elementer fra Nina Simones fortolkning af ”Strange Fruit” på nummeret ”Blood On The Leaves” graver Kanye West i en grim fortid med racisme og lynchninger.

I sangen ”New Slaves” rapper han om en »nigga racism«, som bliver rettet mod nyrige sorte, der har råd til at handle i de dyreste forretninger. I samme tekst kan man dog også i et konfronterende ordvalg møde mere end en antydning af, at alt for mange sorte tilpasser sig.

Naturligvis gælder det ikke West. Han lader sig ikke diktere, og den livsfilosofi kommer meget eksplicit til udtryk i musikken.

”Yeezus” er uden tvivl hans til dato mest kompromisløse album med mere kantede og brutale sange end tidligere.

Han vender dog langtfra ryggen til sin fortid. Hans mangeårige varemærke med at inkorporere brudstykker af kendt som ukendt musik

i sine produktioner høres overalt på udgivelsen, som dermed også passer godt til hiphoppens grundidé om, at andres sange kan gøre din egen musik endnu bedre.

Denne gang dyrker han flere steder en meget sorthvid effekt. På ”On Sight” er den elektroniske grundtone barsk og frastødende. Men pludselig kastes et blidt kor ind i galskaben, og man må konkludere, at West ikke er bange for at ofre noget som helst i sine bestræbelser på at vise, at popmusik ikke er for sjov.

På ”Black Skinhead” buldrer slagtøjet således løs, og der bliver skreget. Men nummeret har i bund og grund et stærkt groove, som man kan holde fast i, når vanviddet raser.

House dyppes i syre

Justin Vernon fra Bon Iver, Frank Ocean og den franske elektroniske duo Daft Punk er blandt de medvirkende. Men de vokale bidrag manipuleres flere steder til nærmest ukendelighed, og glem alt om Daft Punks sommerhit ”Get Lucky”.

Franskmændene gør sig i stedet til medskyldige i, at den elektroniske dansegenre houses fortid og nutid dyppes i syre. Og det bliver ikke noget kønt syn. Men selv om der skabes et lille funky monster med ”I Am A God”, kan man ikke lade være med at holde mere og mere af denne sang.

Sådan er “Yeezus”, der uden tvivl vil afskrække nogle popfans. Men for dem, der betragter ham som en af de største innovative skikkelser i moderne musik, vil det nye opus kunne stå som den punkede, nysgerrige bror til Wests seneste to album, det introverte, sorgbearbejdende ”808s & Heartbreak” og det stort opsatte, altfortærende ”My Beautiful Dark Twisted Fantasy”. Disse album har store hits. På den nye cd er der ikke noget nummer, som trænger sig automatisk på til det helt store publikum.

Om Kanye West dermed har mistet sin unikke hitevne på missionen for et kompromisløst musikalsk udtryk, ved vi dog først, når næste album udkommer.

Hiphopstjerne

Kanye West

  • Født den 8. juni 1977.
  • Etablerede sig først som en succesrig producer.
  • Han har som solist udgivet albummene ”The College Dropout”, ”Late Registration”, ”Graduation”, ”808s & Heartbreak” og ”My Beautiful Dark Twisted Fantasy”.
  • Udgav sammen med Jay-Z albummet ”Watch The Throne”.

Anmeldelse: Kanye West/Jay-Z: Watch The Throne

12-08-2011: Nyt hiphopalbum er mere et mestermøde end et mesterværk. Læs artikel

Anmeldelse: Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy

21-11-2010: Kanye West politiserer og provokerer på ny plade. Men først og fremmest beviser han sit værd som innovativ skikkelse i poppen og hiphoppen. Læs artikel

Anmeldelse af Kanye West - Kanye West

18-02-2016: Urimelig rodet album fra Kanye West, der både inspirerer til fortsat fandyrkelse og foragt. Læs artikel

Anmeldelse af Snoop Dogg - Bush

10-05-2015: Der står kun Snoop Dogg på albumcoveret. Men pladen ”Bush” er i lige så høj grad en helt anden mands værk. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...