Jokeren og Peter Belli. Et umage par? Ja, faktisk. Det viser sangen "Hvad far siger" fra Jokerens nye album. Foto: Emil Ryge Christoffersen
Jokeren
Den Tørstige Digter
Flamingo/Universal
Udkommer mandag
Jokeren - alias Jesper Dahl - er højt spændt op i gear rent musikalsk på sit nye soloalbum. Faktisk så meget, at flere skæringer lyder som et temmelig forceret forsøg på at være ung med de unge – eller hip med de halvgamle.
Jokeren har med ”Den Tørstige Digter” sat stikket i den helt store genreblender, og så buldrer de store klang-eksperimenter ellers derudad: Det bliver bl.a. til en del flirt med den moderigtige og knastørre electro-klang - samt et forsøg på en blanding af Beck, rock og big beat (”Viva La Recession”). Og så er der modne ballader om selv at blive moden - afløst af hiphop med syntetisk smag af 80’erne.
For at starte med det sidste, så lyder ”Rovdyr” som et forsøg på at blande Den Gale Pose med Pet Shop Boys, men det falder så stivbenet ud, at jeg siger ”Arh dér!”
Det samme når Jokeren allierer sig med Peter Belli for at give Jesper Dahls datter Chili nogle rappende livsråd med på vejen i ”Hvad far siger”. Dén hiphop-hymne dirrer mere af bingo-sentimentalitet end af baggårds-dynamik.
Men selv om Jokerens musikalske dannelsesrejse denne gang synes mere præget af vildrede end vildskab, så svigter kvalitets-instinktet ikke helt for den erfarne player: Husk også på, at dette er hjemmedrengen, der har haft respektindbydende andel i at dansk rap i 90’erne og frem til i dag ikke endte i ren Shu-bi-dua-jovialitet. Men at DK-hiphop’en derimod blomstrede i stor variation af ofte internationalt format.
Der er digterisk klasse i ”Wauw”, der spytter ond satire mod selvsmagende weltschmerz-kunstnere og selvudråbte alternative rockmusikere i det indre København: ”Du’ en blød rockstjerne, der hænger nede på Bopa/Depeche Mode har ringet de vil ha’ deres Koda/Du ødelægger en god whisky med soda/Så klog at høre på at man sku’ tro du var Yoda”. Og omvendt rent blødende hjerte uden omsvøb i parforholds-kollapsen ”Den eneste anden”.
Jokeren giver selvfølgelig også lige sig selv en gang sund ego-afstivning i ”Respekt” og ”Gå væk”, hvor unge rapænder får en over næbbet. Endelig er det gode popøre også skarpt finjusteret i den R&B-drejede ”Sig ja”, der lyder som et lidt lyserødt potentielt hit.
Det er sange, der er med til at redde æren for Jokeren, der da også skal have ros for at turde lukke op for den gale slikpose og for afvekslende stileksperimenter i studiet.
Men for mange sange på ”Den tørstige Digter” lyder desværre som lidt flagrende forsøg på at sikre en karriere-forlængelse, og det vidner om, at hiphop er og bliver en genre, det er svært at blive voksen med.
Kort om Jokeren
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



