Beastie Boys: Hot Sauce Committee Part Two

Hiphop

Beastie Boys:

Hot Sauce Committee Part Two

Capitol/EMI Music

Er udkommet

Budskabet indledningsvis på ”Make Some Noice” er ikke til at tage fejl af.

Beastie Boys er ikke bare tilbage med endnu en plade. De vil gøre en forskel med det nye opus. Eller som de proklamerer med et ekko fra fortiden: »We gotta party for our motherfuckin' right to fight. Make some noise if you're with me«.

Den slags opråb kunne betragtes med hovedrysten. Det er trods alt 25 år siden, at Mike D, MCA og Ad-Rock brød igennem med budskabet om, at der skulle kæmpes for retten til at feste - og det blev der god grund til! Debutalbummet, ”Licensed To Ill”, med ”(You Gotta) Fight For Your Right (To Party!)” toppede hitlisten og blev en millionsællert. Nu er trioens medlemmer hver især midt i 40'erne, der er kommet børn til, og de grå hår har vist sig. Beastie Boys er blevet nomineret til Rock And Roll Hall Of Fame, og så har de tre i øvrigt mange andre gøremål uden for musikken, bl.a. filmproduktion.

Treenigheden virker

En anderledes dagligdag, end da det hele begyndte, behøver ikke at være en hæmsko. Treenigheden virker på det nye opus som en stærk, nysgerrig og stedkendt musikalsk bande, der holder af punk, hiphop og elektronisk musik samt sin egen fortid, herunder en aldeles unik adgang til en stærk strøm af sætninger, der fusionerer velkendte og vanvittige ord. De svejses sammen ved hjælp af både humor og intelligens. Eller som det konstateres et sted: »I'm the lyrical mathematical genius«.

Verbalt overskud kan aldrig gøre det alene, og det er her, at ”Hot Sauce Committee Part Two” i kvalitet står frem i forhold til forgængeren, ”The Mix-Up”. Den nye skive er måske ikke nogen revolution for hiphoppen eller populærmusikken i det hele taget. For som bandet selv proklamerer i selskab med Santigold: ”Don't Play No Game That I Can't Win”. Til gengæld er spændingsniveauet højt på langt størsteparten af numrene. ”Nonstop Disco Powerpack” lyder, som om den er undfanget på et gadehjørne i New York, hvor rappere konkurrerer løs på ord og attitude, mens den metalliske robotklang, som præger ”Ok” flugter direkte med trioens hit fra 1998, ”Intergalactic”.

Tunge beats

På ”Too Many Rappers” er der velkvalificeret besøg af den hårdkogte rapper Nas, der sammen med trioen huserer på samme slags tunge breakbeats og sære lyde, som gjorde big beat-genren populær midt i 1990'erne.

”Say It” lyder som et moderne bud på en brandalarm, mens den sejeste funk flyder ud af den instrumentale ”Multilateral Nuclear Disarmament”. Reggae gynger fornemt på samarbejdet med sangeren Santigold, der giver mening som meget mere end et smart blikfang, mens gyserstemningerne på ”Long Burn The Fire” huserer om rappræstationer, der trods deres forskelligheder især fremhæver Beastie Boys' styrke som én vokal organisme. Den ene stemme ville ikke fungere uden den anden og den tredje.

Om Beastie Boys er blevet en stærkere helhed på grund af MCA's efter sigende vellykkede kamp mod cancer, kan man kun gisne om. Næsten to år efter, at MCA meldte ud, at han skulle i behandling for en kræftsygdom, laver newyorkerne i hvert fald musik, der udstråler innovativ virkelyst og tro på fremtiden.