Michael Stipe, forsanger i R.E.M., har grund til smil. Denne uge har budt på en førsteplads i Storbritannien og en andenplads i USA - og nu en førsteplads i Danmark. Foto: Jason DeCrow, AP.
Det amerikanske rockband R.E.M. debuterer på den danske albumhitlistes førsteplads med det nye album "Accelerate".
I forvejen ligger albummet nummer et i Storbritannien og nummer to i USA.
Med den danske førsteplads bliver der sat en tyk streg under, at gruppen, der optræder i Parken lørdag den 6. september, har en meget stærk fanbase i Danmark.
Med R.E.M.'s ankomst må den danske rapper L.O.C. sige farvel til den plads, som han har indtaget et par uger med "Melankolia/XxxCouture".
På listens tredjeplads ligger Amy Winehouse med sin verdenssucces "Back To Black".
Albummet har efterhånden ligget på listen i 57 uger - og den nuværende topplacering hænger uden tvivl sammen med, at pladen for øjeblikket bliver tv-annonceret.
For Caroline Henderson er den aktuelle liste også en succesoplevelse.
Selv om hun nu er mere jazz- end popsanger, går hendes nye plade "No. 8" ind på en 6. plads.
En anden nyhed på listen er Rasmus Nøhrs "I Stedet For En Tatovering". Den ligger nummer 7.
Langt nede på listen finder man de nye album fra Moby og Gnarls Barkley.


