Find mere om:
Punk-flip og pianopop | musik.guide.dk

Punk-flip og pianopop

Turen mod toppen af poppen er gået hurtig for charmetrolden Kate Nash. Nok også for hurtig.

Kate Nash

Store Vega, København

Fredag

[x] [x] [x]

En spraglet kjole med blomstermønstre, et fjedrende temperament, som gjaldt det en lunefuld teenager, og langt hår, der næppe er kreeret af en fancy London-frisør: 20-årige Kate Nash ligner noget af det nærmeste, man kommer naboens musikalske datter i nutidig popmusik.

Og hendes koncert i Vega trak også mange jævnaldrende drenge og - især - piger til. De kan sikkert spejle sig i engelske Kate Nash' gæve hverdags-fortællinger om den irriterende kæreste, fredage på disko og om selv ind imellem at opføre sig som en led kælling. Sunget og snakket på et drævende og bramfrit cockney-engelsk, så Kate Nash lyder som en blanding af Lily Allen, Tracy Chapman og tidlig The Cranberries.

Herlige svingninger
Det er stjerne-charmerende, når både humøret og musikken svinger, og det gjorde den en stor del af koncerten. Især når Kate Nash holdt sig til klaveret og gav nogle af sine bedste sange. Derimod faldt niveauet og intensiteten betragteligt, da den unge sangerinde greb guitaren og kastede sig ud i tyste singer/songwriter-numre.

Her mangler hun oftest slagkraftige kompositioner, og når lyset tændes over lyrikken i de skrøbelige musikalske øjeblikke, blottes banaliteten mere end godt er. Det mærkes trods alt at Nash endnu kun har et enkelt album i bagagen. Faktisk skulle vi hele 45 minutter hen i koncerten, før publikum rigtig kunne lade fredags-feberen flamme.

Det skete, da vi fik de to piano-pumpende hits ”Mouthwash” og ”Foundations”, hvor den sidste med realistisk ømhed skildrer et nedslidt parforhold.

Koncerten tog dog en gevaldig afstikker med den neo-feministiske, ekstremt punkede - men ikke rigtig fængende - ”Model Behaviour”, hvor Nash knaldede fuldstændig ud. Sangerinden emmer af en upåtaget charme, og flere sange er smittende originale. Men Kate Nash skal hjem og skrive flere vindernumre, hvis hun skal holde dampen oppe hele vejen gennem en halvanden times koncert.

kultur@jp.dk

Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...