Find mere om:
Nyhed: Sid Vicious - punkens attitude | musik.guide.dk

Nyhed: Sid Vicious - punkens attitude

<p> Hvis Johnny Rotten var punkens stemme, da var Sid Vicious punkens attitude. Hans kaotiske liv varede blot 21 år - så var han brændt op. </p>

Uden egentlig at have trukket specielt dybe musikalske spor, da er Sid Vicious for eftertiden blev Sid Vicious om nogen blevet personificeringen af punkens rå anarkistiske og destruktive attituder.

-----------------------------------------------------------

Oplev Sid Vicious tolke Sinatras "My Way".

Fra filmen "Who Killed Bambi?", der aldrig blev lavet færdig.

-----------------------------------------------------------

Han blev født som John Simon Ritchie i London som søn af John og Anne Ritchie. Faderen var vagtmand på Buckingham Palace. Moderen beskrives oftest som hippie.

John Ritchie forlod familien kort tid efter sønnens fødsel. Herefter slog Anne Rictchie sig ned på Ibiza, hvor hun i 1965 giftede sig med Christopher Beverly. Derefter rykkede familien tilbage til England og slog sig ned i Kent. Et halvt år senere dør Christopher Beverly og mor og søn flytter pengeløse ind i en tarvelig lejlighed i Turnbridge Wells i London. Senere flytter de til en lignende lejlighed i Hackney i East London.

Anne Beverly har fået et alvorligt misbrugs-problem.

Sid is vicious

Som 17-årig har John afsluttet skolen og flytter sammen med tre venner i en lejlighed i det centrale London. Blandt vennerne er Johnny Lydon. En dag bliver John bidt i fingeren af John Lydons hamster, som han kalder Sid. "Sid is vicious" (Sid er ond), meddelte vennen, og fra den dag af fik John øgenavnet Sid Vicious.

I 1976 indledte Sid Vicious, som han siden episoden med hamsteren også kaldte sig selv, sin korte musikalske karriere som medlem af bandet The Flowers og Romance. Han sang og spillede trommer, men kom ikke rigtig nogle vegne. Han var under overvejelse som medlem af bandet The Damned, men kom ikke ind.

Hans største musikalske forbillede var bassisten i Ramones, Dee Dee, og Sid Vicious kæmpede for at læse at håndtere bassen - hvilket aldrig rigtig lykkedes.

Johnny Rotten

Langt bedre gik den vennen John Lydon, der siden kaldte sig Johnny Rotten. Han havde dannet bandet Sex Pistols, der i hænderne på manageren Malcom McLaren, var hastigt på vej op. Bandet spillede første job i 1975 på Saint Martins College of Art, og fra da af bredte rygtet om bandets vildskab og attitude sig.

På den første punkfestival i England - den første rene punk-festival overhovedet - spillede Sid Vicious sammen med Siouxsie Sue. Også Billy Billy Idol var med. Det blev kun til denne ene gang og siden dannede frontfiguren sit Siouxie & The Banshees. Festivalens hovednavn var Sex Pistols. Dagen efter sin scene-optræden overfaldt han en kvinde med et ølglas og blev buret inde.

Allerede inden Sid Vicious kom ind i varmen gik Sex Pistols fra skandale til skandale. Og fra pladeselskab til pladeselskab, der alle - ved nærmere eftertanke droppede bandet, der var blevet udråbt som folkets fjende nummer et. Først da Richard Branson tog bandet under vingerne i Vrgin Records, kom der styr på den sag.

Sid Vicious kommer med

I januar 1977 forlod bassisten Glen Matlock Sex Pistols og Johnny Rotten bragte Sid Vicious i forslag som hans afløser. Det blev godtaget af pladeselskab og management skønt Vicious endnu ikke havde fået styr på bassen - og aldrig fik det. Men manager McLaren var helt bevidst om, at Sid Vicious ville kunne bidrage til bandets image som kaos- og skandale.-skabende. Og deri fik han helt ret.

Skæbnen hed Nanvy Spungen

Kort tid efter ankom en amerikansk groupie og narkoman til London med den intention at nedlægge en Sex Pistol. Hendes navn var Nancy Spungen.

Hun forsøgte sig først med Johnny Rotten, der afviste hende. Det samme gjorde Steve Jones, men ikke Sid Vicious. De to kom til at danne fast par og startede dermed deres korte selvdestruktive tur mod enden.

Med sig havde Nancy Spungen et massivt heroin-misbrug og det delte hun med Sid Vicious, som meget hurtigt blev narkoman.

Af resten af bandet, manageren og alle andre blev hun opfattet som en uvelkommen Yoko Ono, og der blev gjort de mest vanvittige forsøg på at slippe af med hende. Men jo mere modstand hun mødte, jo tættere kom Sid & Nancy på hinanden.

Den 25. december 1977 gav det originale Sex Pistols dets sidste koncert på engelsk grund. Det skete ved en velgørenhedskoncert for minearbejdere i Huddersfield, og ved den lejlighed fik Sid Vicious første gang overladt mikrofonen. Det skete i sangene "Chinese Rocks" og "Born to loose".

Ikke mange havde efter den mange skandaler den store lyst til at engagere Sex Pistols, der i en lang periode alene levede i tabloid-pressen.

Turné i USA

Malcolm McLaren besluttede at lave en USA-turne, og det lykkedes ham stik mod alle odds at lade Nancy Spungen tilbage i London. Det amerikanske pladeselskab Warner Music havde hyret en flok sværvægtere anført af Noel Monk for at passe på bandet - og især hindre Sid i at fortsætte sit massive narko-misbrug. Efter den første koncert i Atlanta forsvandt Sid Vicious og dukkede først op om morgenen sammen med en Helen Killer. De var begge stærkt påvirkede af narko - og Helen Killer fulgte med på resten af turen.

Gruppen deltes bogstavelig talt i to. Sid Vicious og Johnny Rotten rejste sammen med Helen Killer fra by til by på forskellig måde, mens resten af selskabet fløj fra sted til sted.

Mange af koncerterne gik totalt i opløsning. Præget af intern splid, elendige koncerter og masser af vold. Den 14. januar 1978 gav Sex Pistols den definitiv sidste kaotiske koncert i San Francisco - og herefter var bandet i realiteten en saga blot.

Strandede og tæt på at dø

Sid Vicious strandede en tid i USA og kom langt ind i et massivt stofmisbrug, der nær havde kostet ham livet. Under en flyvning til Los Angeles gik han i dyb coma og blev hasteindlagt på et hospital. En af hans venner kaldet Boogie sørgede for at han kom ombord på et fly til London.

I London blev han mødt af Nancy Spungen og af en Malcolm McLaren, der nægtede at indse, at Sex Pistols var historie. Hans nye projekt var en film med bandet - "Who Killed Bambi?". En slags punkudgave af Beatles-filmen "A Hard Days Night". Filmen blev aldrig gjort færdig, men Sid Vicious nåede til filmen blandt andet at indsynge Sinatras "My Way" på sin egen facon - og netop den sang er siden blevet den, de fleste husker Sid Vicious for.

Efter arbejdet med filmen var Sid Vicious fri af sine forpligtelser overfor Malcolm McLaren og Sid & Nancy begyndte at planlægge en permanent flytning til New York. For dem begge stod The Big Apple som intet mindre end et rock'n' roll-paradis.

Efter at have givet en koncert bakket op af blandt andre Glen Matlock i Camdens Electric Ballroom, havde de penge nok - og i august forlod Sid & Nancy London for aldrig mere at vende tilbage.

Chelsea Hotel

Parret slog sig ned på værelse 100 i Chelsea Hotel, og søgte at finde en åbning i New Yorks musikmiljø, men det lykkedes aldrig. De sank dybere og dybere ned i stofmisbrug og selvdestruktivt dødsfikseret adfærd.

Samtidig med at Sid Vicious indspillede "My Way" indspillede han sangene "Something Else" og "C'mon Everybody". De solgte så godt at han i begyndelsen af oktober modtog en royality-check fra Malcolm McLaren på godt 150.000 kr. Den indløste parret og gemte de mange penge i en kommodeskuffe på værelse 100.

Det anbefales, at du her læser mere detaljeret om de voldsomme begivenheder, der fandt sted i dagene 11. og 12. oktober på Chelsea Hotel. Du kan følge dette link.

Ny veninde

Koret tid efter at Sid Vicious 16. oktober var blevet løsladt fra Rikers-fængslet mod kaution, mødte han Michelle Robinson, som han herefter dannede fast par med. Også hun var langt inde i stofmisbrug.

Den 22. november søgte han at tage sit eget liv med den begrundelse, at han ikke kunne fortsætte sit liv uden Nancy Spungen.

Nogle dage efter at han var blevet udskrevet fra Bellevue Hospital - i begyndelsen af december - overfaldt han på et heftigt skænderi på en bar sin ben Todd Smith, som han blandt andet kvæstede med et knust ølkrus. Politiet blev tilkaldt, og da Sid Vicious havde overtrådt kautions-bestemmelserne røg han tilbage til Rikers, hvor han sad indtil den 1. februar 1979.

Denne dag blev han atter løsladt mod kaution - denne gang stillet af hans mor, Anne Beverly.

Den 2. februar 1979

Fra fængslet tog han og moderen direkte hjem til Michelle Robinson, der havde en lejlighed i New York-bydelen Grenwich Village. Forinden havde Anne Beverly skaffet heroin til sin søn.

Om morgenen den 2. februar blev han fundet død i Michelle Robinsons seng.

Senere samme dag foretog New York City Chief Coronor, dr. Michael Baden, personligt en obduktion, og han var ikke længe om at fastslå¨, at Sid Vicoius havde indtaget en heroin, der var langt stærkere end han nogensinde tidligere havde taget. Sid Vicious brugte normal en blanding hvori indgik 5 pct. ren heroin. I hans krop blev der den eftermiddag fundet heroin af en renhed på henved 80 pct.

Slog moren ham ihjel?

Hvordan og nøjagtig hvornår Sid Vicious indtog den dødelige dosis, er uvist. Men kort tid før hans mor - Anne Beverly - tog sit eget liv i 1996 afslørede hun, at hun bevidst havde givet sin egen søn en overdosis for at skåne ham for mere lidelse.

Akan G. Parker - manden bag "Who Killed Nancy?" - har tidligere i en bog hævdet, at det faktisk kunne være Rocket Redglare, der stod bag Sid Vicious død. Moderen skulle angiveligt have købt heroinen til sin søn af Redglare, der vidste, at det var til Vicious. Derfor gav han hende en meget, meget ren heroin, som Sid Vicious ikke var vant til.

Et motiv til denne handling synes dog at mangle. Rocket Redglare døde i 2001 af leversvigt.

Askens besynderlige skæbne

Efter obduktionen blev Sid Vicious kremeret, og hvad der siden skete med hans aske er der to udlægninger af.

Flere kilder oplyser, at Sid Vicious efter eget ønske fik sin aske spredt på Nancy Spungens gravsted på King David Cementary i Philadelphia, men det er ikke hvad hans mor fortalte kort tid før hun døde.

Anne Beverly tog Sid Vicious urne med tilbage til London. I ankomsthallen til Heathrow Airport taber hun urnen, der smadres på det hårde gulv. Det meste af asken bliver suget ind i lufthavnens ventilations-anlæg. Skårene og det af asken, der er tilbage på gulvet, bliver fejet op og smidt i en skraldespand.

Perfekt myte

En afslutning, der passer perfekt til både Sid Vicoius og Sex Pistols, men hans jordiske rester kan altså ligeså godt befinde sig i jorden på hans elskede Nancy's sidste hvilested...

En uopklaret myte ville have passet Sid Vicious fint.

Deroppe i rock-himlen - eller dernede i rock-helvede.

Nyhed: Sex Pistols: Historien er bedre end musikken

23-02-2009: Med udgangspunkt i Sex Pistols' første - og eneste - studiealbum fortæller vi historien om det mest kendte britiske punkband.

Læs artikel

Nyhed: Amerikansk punklegende er død

05-02-2009: Amerikanske Lux Interior, der stod i spidsen for indflydelsesrige The Cramps, er død i Californien. Han blev 62 år.

Læs artikel

Nyhed: Punkstjerne fuppede med mega-hit

30-07-2010: Belgisk punkstjerne havde et enkelt internationalt mega-hit - men var det ham der sang?

Læs artikel

Anmeldelse: Patti Smith: "Dream Of Life"

16-11-2008: "Dream Of Life" er et filmportræt af Patti Smith, der måske lidt uretfærdigt kaldes punkens gudmor. Som 61-årig fremstår hun som en ganske blid kvinde.

Læs artikel

Anmeldelse af Essence - Prime

16-10-2015: Tre små pladetjek Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...