Sex Pistols: Historien er bedre end musikken

Historien om Sex Pistols og albummet ”Never Mind The Bollocks, Here's The Sex Pistols” er på mange måder mere opsigtsvækkende end de sange, som man finder på det legendariske album, der udkom for mere end 30 år siden.

I 2007 blev albummet 30 års jubilæum markeret med en vinyludgivelse af den oprindelige lp-version. Da den i sin tid blev sat til salg i de engelske musikbutikker, var det unge band og flere af numrene allerede heftige diskussionsemner.

Især havde singlen ”God Save The Queen” skabt debat.

Majestætsfornærmelse

Dét var en majestætsfornærmelse, lød kritikken fra politikere og meningsdannere, mens tilhængere af band og musik klappede i deres hænder. Her var endelig et band, der turde give det dengang urørlige monarki en finger.

Siden har bandets sanger og tekstforfatter Johnny Rotten forklaret, at sangen aldrig blev født som en kritik af dronning Elizabeth II.

De krasse ord var tænkt som et ungdommeligt frontalangreb på den royale institution i almindelighed og i særdeleshed det britiske samfund, der blev beskrevet som både fascistisk og uden en fremtid - No future!

Masser af tæv

Johnny Rotten skrev efter sigende den skelsættende tekst på meget kort tid, og den blev siden bragt til live som sang i øvelokalet.

Først kom bassist Glen Matlock med et riff, siden fulgte guitarist Steve Jones med sit respektløse motorsavsagtige guitarspil, og så begyndte Johnny Rotten at synge, som om han var klar til at slå på den første, den bedste - og indstillet på at få masser af tæv.

Da sangen udkom som single, havde ingen hørt noget lignende, og intet nummer har lydt helt sådan siden.

For farligt

Sex Pistols var blevet en realitet sidst i 1975:

Paul Cook på trommer, Glen Matlock på bas, Steve Jones på guitar og så Johnny Rotten med en sangstemme, der mest af alt lød som et sært hyl fra en forvokset rotte.

Bandet havde rødder i bl.a. glamrock og hentede inspiration fra f.eks. Roxy Music og New York Dolls' karismatiske og provokerende forsanger David Johansen. The Stooges med Iggy Pop var også en inspirationskilde.

Ude på spillestederne i Storbritannien var der i det første stykke tid ikke rigtigt nogen, der forstod Sex Pistols: De så småkiksede ud, mente man og konstaterede, at Rotten ikke kunne synge, i hvert fald ikke i sammenligning med tidens pop- og rockstjerner.

Kaos frem for musik

Men efterhånden fik bandet et følge af fans og medier, der blev fascinerede af, at en koncert med Sex Pistols handlede lige så meget om kaos som musik.

Den person, der bag scenen arbejdede for omtale og opmærksomhed, var manager Malcolm McLaren. Han så Sex Pistols som sit produkt, og det skulle give ham masser af rampelys og penge.

Derfor gik han efter en stor lukrativ pladekontrakt, og han fik den med Storbritanniens hæderkronede pladeselskab EMI.

Selskaber sprang fra

Da det kom til stykket, turde selskabet dog ikke røre ved det provokerende band, og historien gentog sig, da McLaren fik en aftale med amerikanske A&M. Det selskab sprang også fra.

Derfor blev det den modige, innovative entreprenør Richard Bransons meget mindre selskab, Virgin Records, der udgav ”Never Mind The Bollocks”, der gik ind på toppen af hitlisten for mere end tre årtier siden.

Dermed levede albummet i hvert fald i hjemlandet op til forventningerne, og den dag i dag er der hele tiden nye købere til det karakteristiske gul- og pinkfarvede album.

Gennemproduceret

Blikfang på lp'en er foruden dronningesangen de to numre ”Pretty Vacant" (eller ”Pretty Vacunt”, som Rotten synger) og ”Anarchy In The U.K.”

Desuden er der en hilsen til EMI - ”EMI Unlimited Edition”. Pudsigt nok var det netop EMI, der udgav jubilæumsudgaven i 2007. Mange år tilbage overtog EMI nemlig Virgin Records.

Det, som fortsat præger pladens højdepunkter, er, at de ganske enkelt er iørefaldende ved hjælp af friske kompakte produktioner.

Disse gennemførte udtryk skyldes uden tvivl, at albummet med producer Chris Thomas (The Beatles, Pink Floyd m.fl.) som den ansvarlige er langt mere gennemarbejdet, end man måske forestiller sig.

Genbrugstøj

Punk som subkultur handlede jo i sit udgangspunkt meget om genbrugstøj, alternativ livsførelse og om at skille sig ud fra den pæne mængde med maling på tøjet, en rotte på skulderen og en hårrejsende, vanvittigt farvet frisure.

Dette billede lignede Sex Pistols også på scenen, og når de skulle posere for fotograferne. Men i studiet gjorde Sex Pistols ikke oprør. Bandet blev kørt igennem en professionel maskine, der indebar, at der blev lagt lag på lag af guitarlyd på de korte sange, mens kvartettens beskedne musikalske formåen blev gemt i et nærmest wall of sound-agtigt poppet udtryk.

Sære sang

Dét passede godt som fundament for Johnny Rottens sære - og også meget producerede - sang og provokerende verdenssyn.

Denne produktionsform og det faktum, at gruppen havde for få numre at vælge imellem til at begynde med, betyder dog, at albummet bliver for ensartet. Der mangler simpelthen nogle forskelligartede sange, der gnider sig op ad hinanden og bryder i brand.

Et punk-fyrtårn

Men fordi der trods alt var originalitet samt penge og professionelle folk involveret, rejser dette album sig ikke desto mindre som et fyrtårn for britisk punk.

Ja, der er sågar dem, der mener, at Sex Pistols og dette album er punk, mens alt andet er punkrock.

Et synspunkt, der får næring af, at det andet store band i perioden, The Clash, endte som rockstjerner i USA.

Narkovraget Sid Vicious

Sex Pistols gik i realiteten i opløsning i begyndelsen af 1978, da Johnny Rotten forlod gruppen.

Narkovraget Sid Vicious, der havde afløst Matlock som bassist - uden at kunne spille bas!!! - holdt dog gang i dramaet, indtil han i 1979 døde af en overdosis.

Dermed sørgede Vicious, der egentlig bare var megafan af gruppen, for, at historien om Sex Pistols indeholder det hele.