Patti Smith: "Dream Of Life"

Gasværket, København:

Patti Smith

Forevisning af filmen "Dream Of Life"

(instruktion: Steven Sebring)

- plus en halv times koncert

Lørdag aften (og igen søndag eftermiddag)

Det er mærkværdigt, at der ikke tidligere er lavet en film om Patti Smith, der som personlighed har en betydning i rockhistorien på linje med John Lennon, Lou Reed, Michael Stipe og Kurt Cobain. Så nu, da den findes, er man taknemmelig for næsten hvad som helst.

Men det er "Dream Of Life" ikke. Det er f.eks. ikke nogen koncertfilm, og det er heller ikke nogen saglig/dokumentarisk gennemgang af hendes karriere eller hendes liv. Jo, det er den nok, men det er overstået på et minuts tid i filmens begyndelse, da Patti Smith selv med tør stemme opremser de nøgne fakta om sit liv frem til nu - mens der vises fragmentariske billeder, som skal illustrere hendes rejse som teenager fra Chicago til New York.

Filmen, som festivalen CPH:DOX har haft/har på programmet tre gange, er en poetisk portrætfilm, langt mere i sort-hvidt end i farve, tydeligvis skabt af en fotograf, der er vant til at tænke i stillbilleder.

Den er blevet til i årene 1996-2007, men der vises også klip fra 1970'erne, og hvad der er hvad, fremgår ikke, men det er dybest set også ligegyldigt, for selv om materialet er dokumentarisk, er sproget litterært, lyrisk, næsten fiktionsagtigt - akkurat som Patti Smith selv er det i sin lyrik og sin musik. Det er denne kunst, filmen er en fortælling om, og det ene afspejler det andet.

Gravsten og småpjatteri

Musik findes der naturligt nok i filmen, i passager ganske fremtrædende endda. Mest i form af alternative studieoptagelser, som væves sammen med billederne. Og så er der enkelte liveoptagelser med en væmmelig garagelyd.

Til gengæld ikke langtrukne digtoplæsninger ledsaget af tågede billeder, som man kunne have frygtet.

Derimod ser vi flere uformelle situationer: Patti Smith på besøg hos sine forældre (faderen har en Roskilde-T-shirt fra 1996 på), Patti Smith som dagligstueduo med Sam Shepard (de improviserer over hillbillysange) og Patti Smith, som småpjatter på en strand med Flea fra Red Hot Chili Peppers.

Der er faktisk en fortættet stemning over disse optrin, og de bidrager smukt til det samlede billede.

Hun dvæler undervejs ved flere gravsten - eksmandens, broderens, digteren Arthur Rimbauds. Og der er referencer til andre personligheder, som Patti Smith har dyrket og stadig dyrker: William Blake, Allen Ginsberg, William S. Burroughs, Bob Dylan ...

Uden instrumenter og melodi

I filmen passerer vi såmænd også Abraham Lincoln, og vi ser hende hilse hjerteligt på Jesse Jackson. Ikke som nogen kommentar til det nylige amerikanske præsidentvalg, for filmen er lavet før, men som en manifestation af, at her er en kvinde med holdning - hvilket da også fremgik under den efterfølgende minikoncert i Gasværket, da hun indledte med en tekst til lejligheden, hvori indgik danske begreber som Christiania, Ungdomshuset og Hamlet.

Patti Smith er kendt som the godmother of punk, selv om hendes musik opstod før punk og er for raffineret og kompleks til at kunne retfærdiggøres af denne simple genrebetegnelse, især når det gælder teksterne. Den har dog haft en råstyrke og en grimhed, som gør kategoriseringen rimelig.

Men her i Gasværket stod en mild kvinde og sang sine sange med en akustisk guitar, som var hun Joan Baez' søster. Absolut noget andet end dynamikken i Patti Smith Group, som hun senest var her med for halvandet år siden.

Smukkest var vel, da hun reciterede "People Have The Power" i stedet for at synge den, og da hun sang "Because The Night" uden at spille til, men med publikum som kor på omkvædet.

Sangenes styrke gik fornemt igennem uden band, og ordenes styrke gik igennem uden instrumenter og uden melodi.