Whitney Houston svedte for sagen. Men lige lidt hjalp det. Foto: Christian Klindt Sølbeck
Forum, Frederiksberg:
Whitney Houston
Torsdag aften
Det var, så vidt vides, Whitney Houston, der stod på scenen i Forum. Det lød bare ikke som den berømte og beundrede sangerinde.
Man kunne naturligvis have forstået, hvis den 46-årige amerikanske stjerne ikke længere sang som dengang i 1980’erne, da hun brød igennem.
Det var dog umuligt at fatte og acceptere, at hun sang så dårligt. Eller rettere sagt: Hun råbte, hostede og stønnede flere af numrene, mens hun på andre tidspunkter mumlede eller fraserede sig igennem en sang, så man efterhånden glemte, hvad det var for et nummer, som hun var gået i gang med.
At hendes rådgivere har ladet hende komme så langt (ud) på sin turné i Europa, er trist og uværdigt. Svaret på, hvorfor det er endt så tragisk, er nok meget enkelt: Penge.
Da comebackturneen med Whitney Houston i sin tid blev annonceret, satte man en supertanker i gang.
En masse billetter blev sat til salg og mange billetter blev også købt, og så var skibet ude på det store hav.
En række indendørs arenaer var booket, og et stort hold af musikere samt lyd-, lys- og scenefolk samt chauffører blev hyret til denne musikkaravane, der uden tvivl engang var tænkt som et succesrigt comeback.
Men stort set hver gang, at Whitney Houston har optrådt, har det ført til dårlige anmeldelser og kritik fra publikum, der er udvandret i stor stil. Der har dog også været fans, der har slået fast, at Whitney Houston kunne være sin optræden bekendt.
I Forum kunne amerikaneren under ingen omstændigheder være sin optræden bekendt. Derfor var det fuldt forståeligt, at masser af tilhørere gik i utide.
”Det argeste lort”, ”spild af tid”, ”det er bare så dårligt” og ”hun synger ikke sangene” samt ”tragisk” lød nogle af bemærkningerne fra dem, der gik længe før den sidste sang.
Og det kunne på ingen måde bruges som en undskyldning, at hun efter kæmpesucceserne i 1980’erne og 1990’erne havnede i et stofmisbrug og et familiekaos, der uden tvivl sled på hendes fysik og psyke og helt afgjort spolerede glansbilledet af den smukke, smilende og fantastiske sangerinde.
I de første minutter af showet, der kom i gang med forsinkelse, kunne man egentlig godt komme til at lege med den opfattelse, at hun faktisk havde en vokal, som man kunne ende med at kalde mere moden og rå, og dermed en kunstnerisk konsekvens af hendes nedtur.
Der gik dog ikke ret lang tid, før det stod klart, at hovedpersonen blev hjulpet på vej af sine dygtige korsangere.
Indledningsvis kunne man også lade sig - næsten - imponere over, at hun på ganske høje hæle bevægede sig rundt på scenen og smilende kommunikerede med publikum – og hun vidste sågar også, at hun var i København. Der var altså ikke umiddelbart noget zombieagtigt over hendes performance.
Det varede dog ikke længe, før man blev træt af Whitney Houstons opfordringer om at klappe og irriteret over hendes lange, overfladiske snakke om fortiden, om dygtige sangskrivere og om Michael Jackson. Han var rigtignok en stor skikkelse i pophistorien. Men vi var kommet for at opleve Whitney Houston synge, ikke snakke.
Flere af numrene på sætlisten kom fra sidste års ganske hæderlige album, ”I Look To You”, der med sine arrangementer umiddelbart skulle passe Whitney Houstons ældre stemme bedre. Men også disse sange havde hun svært ved at håndtere med stil og gøre færdige.
Værst var dog oplevelserne af de gamle temponumre og ballader. Hun var ikke i nærheden af at kunne synge ”I Will Always Love You”, og der var hverken tempo eller timing over forsøgene med ”Dance With Somebody” eller ”How Will I Know”.
”Help!” stod der på et tidspunkt på storskærmen, og man kunne ikke lade være med at opfatte det som et nødråb fra hovedpersonen.
Denne opfattelse blev styrket af, at Whitney Houston undervejs var så ærlig at indrømme, at hun efterhånden var godt slidt af turnélivet og længtes hjem.
Forhåbentlig er der et sted at tage hen, hvor hun kan finde kræfter og ærligt modspil til at overveje sin fremtid.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



