Tina Dickow: The Road To Gävle; Søs Fenger: Stjernenat

Tina Dickow

The Road to Gävle

Finest Gramophone/A:larm

Søs Fenger

Stjernenat

EMI

Hvor langt kan man læne sig tilbage – samtidig med at man stadig når toppen af hitlisten?

Tina Dickow udfordrer tyngdeloven i så henseende, og det er bestemt ikke første gang.

Hendes 2008-udspil, "A Beginning, a Detour, an Open Ending", markerede med sit underspillede udtryk bestemt ikke et forsøg på at være ung med de unge og desperat sætte fut i foretagendet med tumpede dance-beats eller kalkuleret mainstream-produktion. Oveni var der tale om en triple-cd-udgivelse, hvilket oftest er dobbelt-dumt rent kommercielt. Alligevel solgte udgivelsen til platin.

Jeg tør også godt gætte på, at tidens mest populære kvindelige danske singer/songwriter fortsat har kursen sat mod toppen af salgslisten med sit nye album ”The Road to Gävle”.

Mere end et soundtrack

Albummet er formelt set et soundtrack (til filmen "Oldboys"), men kvalitets- og sang-mæssigt er der kælet så meget for detaljerne, at pladen snarere bør regnes som et regulært sjette studiealbum fra den 32-årige Dickow.

”The Road to Gävle” fungerer som sin egen stemningsfulde road movie – uden behov for visuel ledsagelse.

Tina Dickow har grundlæggende noget, som ingen pladeselskaber kan bestille ude i byen: et distinkt særpræg. Man kan se sig sur på hende, som en del gør, og kalde hende frøken kedelig. Men man kan identificere hende blandt en million vokalister, og det er selve forklaringen på, hvorfor nogle sangere forsvinder, når deres radiohit er klinget ud – mens andre hjemsøger bevidstheden længe efter.

3 x træffere

”The Road to Gävle” byder samtidig på de nye, fortrinlige Tina Dickow-sange, der gør den godkendt: Den melodiske lethed stråler ud ad tre skæringer. ”All I See” er indtagende akustisk pop med tung The Cure-melankoli i hjertet – bristefærdig over at intimitet og længsel efter frihed er i evig konflikt.

Et tilbagevendende tema i Dickows sangskrivning. Med ”Swedish Skies” har Dickow forladt det legendariske Electric Lady-studie i New York til fordel for en garage i en lille islandsk by. Her har hun sammen med Helgi Hrafn Jonsson frembragt en sang, hvor tempoet er i bund og resultatet i top.

En rustik, slowmotion-svimmel delikatesse, hvor man får mistanke om, at der er røget noget underligt i kaffen. Dickow giver sig i hvert fald sjælfuldt, sensuelt og selvsikkert hen til musikken, som en skæv elverpige.

Indlevelsen er også stærk i ”Private Party”, selv om anslaget her er ganske anderledes lyst, poppet og vægtløst. En easy listening-lækkerbisken, der klinger af både Saint Etienne, The Carpenters og Belle & Sebastian. Hvis Tina Dickow lavede et helt album fyldt med lignende skinnende pop-diamanter af den karat, ville forbruget af lykkepiller falde cirka 40 procent blandt hendes lyttere.

Ud af komfort-zonen

Det er nok for meget - og måske forkert - forlangt, men der skal ske noget nyt i Tinas verden:

Den høje sangskrivning-standard kan ikke dølge, at gentagelsen af temaer og kerne-udtryk truer med at slide sig selv op, så Dickow står ved en skillevej.

Hun bør bringe sig selv ud af komfort-zonen, og et udvidet samarbejde med en eller flere udfordrende profiler kunne være være retningen videre.

Hygge-projekt

Men Dickows hang til det afprøvede er mod intet at regne, når man lytter til Søs Fengers nye album ”Stjernenat”.

Her er genbrugstanken ført ud i yderste konsekvens.

Sangerinden har ladet sig inspirere af de intime koncerter, hun har givet med et fast lille band i det seneste tiår.

Så ”Stjernenat” byder på 10 genindspilninger af populære sange fra karrieren – samt tre nyskrevne sange. Alle præsenteret i venlige akustiske arrangementer. Som live-musik kan formen måske fungere ganske charmerende, men omsat til et nyt pladekoncept bliver det pointeløst.

Søde Søs

Det ender i en alvorlig overdosis akustisk voksen-muzak, totalt blottet for kanter, overraskelser eller skønhedspletter. Søs Fenger bryder som vokalist heller ikke ud af rollen som den søde pige, og jeg har meget svært ved at se, at et ekstra glasur-lag af vellyd gavner en række velkendte sange, der i forvejen var rigeligt sødet.

Hørt enkeltstående fungerer f.eks. ”Jeg holder øje med dig” udmærket: den er nu engang melodisk og lyrisk rustet til at stå ret alene – også i slentre-tempo og i bløde, håndspillede nuancer. Og en ny sang som ”Evighed af dig” (som Søs Fenger selv har skrevet) er hjertelig og uanstrengt pop om den vemodige længsel i kærlighedens ventesal.

Men som helhed fortaber albummet sig i en tæt akustisk tåge-døs, hvor ethvert tilløb til analytisk fokus fordamper, fordi det nærmest er umuligt at undgå udflydende distraktion. Man registrerer lige, at det liver op på stilstanden, når Steen Rasmussens diskrete keyboard-figurer snor sig klædeligt gennem ”I de tider”. Men ellers er musikken så modstandsløs, at den reducerer sig selv til hyggelig afmålt diner-pop, kørt i mål på akustisk automatpilot.

Kønt og kedeligt.