Anmeldelse: Tina Dickow: True North

TINA DICKOW:

TRUE NORTH

A:larm Music

En af Tina Dickows sange - ”Sacré Coeur” - dvæler ved en vægtløs følelse af retningsløshed, og sangerinden beskriver en eksistentiel flugtvej, der ender i en fransk blindgyde.

Men den version af sangen, som Dickow præsenterer på live-udgivelsen ”True North” (kombineret cd og dvd) kan meget vel i stedet vise sig at være en udvej fra den inerti, som hendes karriere gradvis er havnet i.

Velkomne kulører

Orkester-arrangementet giver sangen et nyt drama og friske kulører, og det er, som om Dickow tager et tigerspring fra knuget Tracy Chapman-minimalisme til risikovillighed i Björk-klassen.

Den aarhusianske sangerinde, som kærligheden nu har kaldt til Island, har længe været et af de mest populære og bedst sælgende danske navne.

Tina Dickow har nået toppen ved med stædighed, stor integritet og en hel del popsnilde at definere sin egen plads inden for en akustisk singer/songwriter-tradition. Men konstant kvalitet til trods er udtrykket endt i en noget forudsigelig og lidt klaustrofobisk musikalsk ramme omkring Dickow.

Vellykket blanding

”True North” lyder som et vendepunkt.

En af de tre nye sange, ”They Should See Me”, er en overraskende teatralsk og filmisk bekendelsesballade, hvor tæppet falder helt væk mellem lytter og sangerinde.

Udgivelsen er da også en vellykket blanding af dokumentar og koncert-optagelse, hvor Dickow i interview-delen leverer nogle ærlige betragtninger om at være på en kontinuerlig musikalsk og menneskelig mission. Om kampen for et sammenhængende liv og en meningsfyldt hverdag.

I koncert-delen undslipper hun behændigt opstyltet andægtighed i den mondæne DR-koncertsal ved på godt jysk at spørge publikum, hvordan de har det. Ellers lefles der ikke med billige virkemidler.

Kvart i evighed

”Quarter To Forever” iscenesættes i et svævende, drømme-mættet arrangement, der funkler flot og følsomt. Hvis klokken her er kvart i evighed, så står tiden til gengæld stille i den fabelagtige udgave af ”Count To Ten”, der næppe fås bedre. Den ligefrem dirrer af stærk orkestral summende atmosfære og lurende Pink Floyd'sk neurose og illusionsløs intensitet.

Og så er det jo oplagt at fortsætte omkring balladen ”Walls”, der bevarer den vedkommende magi med et vemodigt og bittersødt hjertesuk over alle tilværelsens uløselige gåder.

Dickows bedste sang, ”Room With A View”, får lov til at stå tilbage i sin oprindelige akustiske nøgenhed: Smukt eftertænksomt og bevægende. Men den er måske også et stille farvel til en gammel fortælling.

Dickow må videre, og hun er godt på vej med denne live-udgivelse.