Pop
Tiger Baby: Open Windows
Open Hills Gunhero Music/VME
Udkommer på mandag
Det er Benjamin Teglbjærg og Nikolaj Tarp Gregersen, som ved hjælp af synthesizere og programmeringer sender en hilsen til Depeche Mode, Yazoo og Human League og dermed en musikstil, der havde noget monotont og melankolsk over sig, og som i tidens løb og fuldt fortjent har fået masser af nye fans blandt både musikere og forbrugere.
Derudover har Tiger Baby uden tvivl et godtøre til nyere fransk pop og rock. Man kan f.eks. få den tanke, at navne som Air og Phoenix har inspireret.
På sangen ”Crystal Ball” leges der med effekter, som man i sin tid også fandt på Human Leagues ”Don't You Want Me”.
Men Tiger Babys sangerinde, Pernille Pang, sørger med sin indadvendte, morgenhviskende stemme for at give nummeret en identitet, der skiller sig tydeligt ud fra mængden. Dermed har Tiger Baby allerede opnået mere end de fleste bands og solister herhjemme.
”Crystal Ball” aspirerer til at være bedste nummer på albummet, der er gruppens tredje og det første i fem år. Sangen får dog konkurrence fra de meget popdirekte ”Landscapes”, ”You” og ”Pullback” og den lettere nørdede ”Les Innocents”, som godt kunne ende med at friste franske musikforbrugere.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



