Anmeldelse: Bizar Thomas Helmig-koncert

Glassalen, Tivoli:

Thomas Helmig

Fredag

Thomas Helmig har som popmusiker udvist en dreven forståelse for genrens præmisser. Han har i over et kvart århundrede vedligeholdt en imponerende karriere i toppen af poppen med drenget blik for at det ikke kun handler om den gode sang. Det gavner sagen med sexappeal, glamour, sejt kluns, groove og glød i afleveringen.

Dét med at ligne en roadie, der har forvildet sig på scenen, hører mere hjemme hos kolleger som Johnny Madsen og Allan Olsen. Troubadourer, der kan tryllebinde publikum med skødesløse akustiske guitar-akkorder og en så nærværende poetisk snilde, at man er tilbøjelig til at forveksle sangene med den rene sandhed.

Men nu griber popkongen Helmig altså troubadour-stafetten. Han spiller i den kommende tid 31 såkaldte ”solo-koncerter”, hvilket er en fejlagtig varedeklaration, eftersom han flankeres af keyboardspiller Poul Reimann. Duo-trippet er modigt. Men det er også dumdristigt, skulle det vise sig, da Thomas Helmig gav premiere-koncert i Glassalen i Tivoli.

”Hvad har du gang i?!”

Det kom helt bogstaveligt til brutale meningsudvekslinger, da især to meget overrislede - og konservativt indstillede - Helmig-fans brokkede sig over den afdæmpede koncert: ”Kom nu Helmig!” og ”Hvad har du gang i, Thomas!?” lød det indigneret fra kvinderne, mens ølsjatterne klaskede mod gulvet. Det fik andre til at se rødt: ”Det er sgu ikke Skanderborg det her. Hold så kæft!”

Hovedpersonen selv var næsten ikke til at kende. Dansebenene stod stille på ham, og den drengede charme var godt skjult bag et par intellektuelle briller og et nyanlagt overskæg, der fik fyren på scenen til at minde om supermanden Helmigs hemmelige Clark Kent-identitet.

Man kunne også få en mistanke om, at der var kryptonit gemt i lokalet, da Helmig serverede nøgne iscenesættelser af gamle travere som ”Nu hvor du har brændt mig af” og ”Det er mig der står herude og banker på”. For de stilfærdige fortolkninger kastede naturligt nok et nådesløst spotlight på sangenes indhold, så de banale tekster stod uden nævneværdig musikalsk rygdækning.

Melodien blev væk

Man må give Helmig, at han denne gang har store ambitioner på spil, men resultatet blev ekstremt ujævnt. En ellers fin sang som ”Mit hjerte længes” blev omarrangeret så drastisk, at melodien forsvandt.

Det var også en kulørt idé at omsætte ”Op og ned” til en reggae-udgave, men den endte som en stiløvelse, der ikke gjorde sangen en tjeneste. Og da Helmig spillede en bleg og adstadig udgave af klassikeren ”Teardrops” var man faktisk klar til at give fulderikkerne ret i, at Helmig skal finde danseskoene frem igen.

Hans afstikker til blues viste også, at hans musikalske hjerte nok har brug for blues, men at den genre ikke har brug for ham.

Charmetrold op af æsken

Der var lyspunkter: charmetrolden sprang op af æsken med et løssluppent og velsvingende sammenspil i ”Jeg tager imod”, og tyndslidte sange som ”Stupid Man” og ”Gotta Get Away from You” slap ud af forudsigelighedens dødvande i stærke og smertefulde udgaver.

Men hvorfor skulle Helmig dog overlade mikrofonen til makkeren, når de romantiske ballader, han præsenterede, lød alt for meget af soundtrack til en doven formiddag på krydstogtskibet?

Det siges, at man skal høre sandheden fra fulde folk og børn. Her var der noget om snakken. Den akustiske Helmig blev i en stribe sange for andægtig og kedelig.

Men det frisatte legebarn på scenen har bestemt også fat i noget: Sangeren bør vove pelsen og søge væk fra live-ritualer og rutiner. Bare ikke i den ujævne og altfavnende form, han præsenterede i Tivoli. Måske kan meget rettes til i løbet af den langstrakte turné.