Thomas Helmig (Kolding Teater)

Kolding Teater:

Thomas Helmig

Torsdag

Hvis man som vordende musiker vil spekulere i at opnå lang levetid på den danske scene, anbefales man at nærstudere fænomenet Thomas Helmig.

Den 45-årige sangskriver har med jysk snusfornuft og kåd skabertrang udvist en særlig evne til at få købmandskab og kreativ videreudvikling til at balancere. Hans seneste halvgode album, ”Tommy Boy”, er lige en kende for business-smart, når Helmig med en gevaldig genre-afstikker plagierer tidens hitklang i en duet med den unge sangerinde Medina.

Men albummet rummer også en håndfuld virkelig inspirerede, afvekslende og medrivende numre.

Så hvis bare Helmig og band ville koncentrere sig om det rette nye materiale - og blande op med det bedste fra bagkataloget - var der lagt op til fest ved turnépremieren i Kolding Teater torsdag aften.

Læder-pop-prins

Sådan blev det i store træk.

Men Helmig og følge snublede desværre hist og her, og denne koncertgænger uddeler lav image-karakter til den danske veteran: Det er muligt, at nogle kvindelige fans falder i svime over Helmigs skosværte-sorte hår og hans biker-bizarre læderantræk. Men jeg synes, det harmonerer ilde med hans tiltagende modne sangskrivning – og med Helmigs koncert-forsøg på at fremmane hjertelige og jordbundne soul-vibrationer.

Men nu består hans kernepublikum (i hvert fald i Kolding) jo af 80 procent jævnaldrende kvinder. Og de fik så sandelig deres dosis klassisk Helmig, hvilket inkluderer flirt til alle fire verdenshjørner og kronisk smilende drengerøvs-charme fra start til slut.

Det får unægtelig den postulerede nedtur i en ny sang som ”Ned ad Nørrebrogade” til at virke slemt utroværdig, og Helmig tager minsandten nok en gang traver-turen gennem følgende fladtrådte treenighed: ”Nu hvor du har brændt mig af”, ”Midnat i Europa” og - overraskelse - ”Det er mig der står herude og banker på”. Når man tænker på, hvor mange fine sange fra den mesterlige ”Helmig Herfra” vi samtidig blev snydt for, tyder repertoiret på manglende mod. Men indrømmet: Fællessangen tordnede løs, da de fortærskede pophits blev luftet, så strategisk set forstår man Helmigs moderate justeringer og finmaskede sikkerhedsnet.

Er du glad igen?

Der var også rigtig godt nyt.

Den skønt doo-wop-varme ”Mit hjerte længes” var virkelig en titel, der smittede, for sangerens talstærke og fermt sammensatte band gav nummeret med organisk forståelse af en sådan karat, at gruppen må regnes blandt øjeblikkets mest velspillende danske live-navne. Ikke mindst den rutinerede funk-fætter, guitarist Per Møller, fik udlevet sit fulde potentiale, så han både fik rusket og rørt publikum.

Helmig skruede dog jævnligt ned for energien og kastede sig ud i soulede ballader, der vekslede mellem prikkende følsomhed og knagende kedsomhed (bl.a. den nye ”Kiosk”). Men selv en ungdommelig 45-årig knægt må jo også forberede sig på, at han en dag ikke længere kan vimse omkring som en batteridreven vårhare.

En erkendelse, som Helmig selv effektfuldt spøgte med, da han ankom på scenen med rystende ben – støttende sig til en stok!