The Human League: Credo

Synthpop

The Human League:

Credo

Wall Of Sound/VME

Udkommer på mandag

Det er 10 år siden, at The Human League udgav et studiealbum, ”Secrets”, der hurtigt blev glemt.

Det er 30 år siden, at Sheffield-gruppen fremstod som synthpoppens svar på Abba med det verdensomspændende albumhit ”Dare”. Her blev iørefaldende og ganske unikke popsange som ”Don't You Want Me”, ”Love Action” og ”Open Your Heart” krydret med det vokale spil, der var mellem bandets omdrejningspunkt, den mørke, monotone stemme Philip Oakey, og de kolde, lyse sangerinder, Joanne Catherall og Susan Sulley.

Et pejlepunkt

”Dare” står i dag som en af synthpoppens største succeser, en evergreen og et pejlepunkt for andre, der vil lege på den mest mainstreamprægede adresse på den elektroniske musiks vej. Oakey og co. har så også måttet leve med, at ingen af de efterfølgende album er kommet i nærheden af succesen med ”Dare”.

Når man lytter til den nye skive, ”Credo”, er det tydeligt, at gruppen og producerteamet I Monster er gået efter at lave en slags ”Dare II”. Det lyder måske som noget af et patetisk skrækscenarium. Men The Human League fremstår som en synthpopgruppe, der kan og vil mere end blot optræde på diverse festivaler, som hylder 1980'erne med gamle hits, aldrende hitmagere og lunkne fadøl.

Vokalt fokus

”Credo” er et blend af elektronificerede og fortælleglade popsange som ”Never Let Me Go”, ”Sky” og ”Get Together”, hvor det vokale er i fokus, maskinelle danseudtryk som ”Night People” og ”Electric Shock”, der ignorerer tidens beats, og så numre som ”Privilege”, der fremstår mere eksperimenterende og kompromisløse. Men briterne kunne sagtens have erstattet disse numre med endnu mere imødekommende musik. Historien har jo vist, at The Human League kun kan gøre en forskel, hvis trioen lader sig rive med af popmusikken.