Stevie Wonder (Gigantium)

Gigantium, Aalborg:

Stevie Wonder,

onsdag aften

Det er alt for sjældent, at poppens verdensstjerner lever op til forventningerne.

Det gjorde Stevie Wonder, da han gav koncert for et publikum, der virkelig fortjener ros. De var for størstedelens vedkommende med fra begyndelsen af showet, sang med og dansede til temponumrene og fik mig til, for første gang, at sætte pris på Gigantium som rammen for en koncert.

Der var kun én gang, da tilhørerne ikke for alvor kunne følge med hovedpersonen. Det var, da han ville have dem til at synge ”My Cherie Amour”. Det kunne de ikke, og så måtte en af poppens allerstørste sangere, sangskrivere og performere tage over.

Mirakuløse synergier

Men hvor kunne Stevie Wonder også vide det fra?

Han har ikke været i Danmark i årevis og har glemt eller ved bare ikke, at danskerne først og fremmest elsker hans groovy temponumre og ballader som ”I Just Called To Say I Love You”. Tilhørerne fik begge dele og meget mere på en aften, hvor al snak om aktualitet og x-faktor på tv blev glemt. I stedet kunne man danse og smile stort til gennemførte arrangementer, der skabte mirakuløse synergier mellem jazz, funk, soul og pop.

Stevie Wonder, klædt i sort og med solbriller for de blinde øjne, blev fulgt ind på scenen af sin datter Aisha Morris, der var korsanger i bandet og i solistens rolle en enkelt gang. Med den far var det ikke overraskende, at hun havde stemmen til at stå i spotlyset et øjeblik.

Hvis Stevie Wonder ikke havde været blind, ville han straks fra begyndelsen have noteret sig, at koncerten fandt sted i en ucharmerende sportshal, som sagtens kunne forveksles med rammerne for en stald for slagtesvin, burhøns eller en omgang godmodige køer.

Tvivlsomme rammer

Hvordan nogen har kunnet finde på at kalde denne fornærmelse af en indendørs sports- og koncertarena for Gigantium, er en gåde!

Heldigvis blev musikken ikke kvalt i disse yderst tvivlsomme rammer, da Wonders lydfolk tydeligvis havde styr på knapperne. Hele den lange togtur fra København til Aalborg havde jeg ellers indstillet mig på, at musikken sandsynligvis ville blive serveret som en daggammel grød af mislyd. Men nej, hovedpersonens fantastiske vokale register gik klart igennem, og hans store erfarne orkester af dygtige spillemænd - og kvinder - kom langt ud over scenekanten.

Det store dansehit fra begyndelsen af 1980’erne, ”Master Blaster (Jammin’)", kom til at stå som første stærke møde mellem Wonder og tilhørere. Jeg tænkte: Hvordan havde han formået at skåne sin stemme så meget, at den lød, som om den kom fra en ung sanger. Svaret gav Stevie Wonder selv ved at fortælle, at han i en årrække havde ladet være med at belaste sin sangstemme med mange koncerter, fordi han ganske enkelt ikke havde haft lyst til at turnere. Det var først i forbindelse med sin moders død, at han fik modet og lysten tilbage til at rejse rundt i verden med sine evigtgyldige klassikere fra 1960’erne, 1970’erne og 1980’ernes begyndelse.

Støtte til Barack Obama

I nogle af anmeldelserne af de koncerter, som Wonder gav i Storbritannien i sidste uge, kunne man læse, at den amerikanske sanger undervejs talte for meget. Sådan oplevede jeg ikke aftenen i Aalborg.

Udover historien om sin moder brugte han stort set kun verbal energi på at overbevise tilhørerne om, at den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama er den rigtige politiske leder for USA - og han blev ikke modsagt af de ca. 8.300 tilskuere, der blandt andre omfattede populære danske popstjerner som Julie, Thomas Helmig og Lis Sørensen samt Stig Kreutzfeldt og Jørgen Olsen fra Brdr. Olsen.

De blev vidner til et forløb, hvor Stevie Wonder, enten siddende eller stående ved sine forskellige keyboards, med chokerende lethed jonglerede med sine klassikere og gavmildt lod publikum synge med og agere korsangere. Ja, han gik så langt som til at bede en ukendt dansk sangerinde om at deltage i festen på scenen - det var mere dansk hygge end nødvendigt.

»Det er fantastisk at være tilbage,« sagde Stevie Wonder og satte ord på den følelse, som mange tydeligvis stod med:

»I har savnet mig! Jeg har savnet jer så utroligt meget!«

Højdepunkter i den over to timer lange koncert var ”Higher Ground”, ”Don’t You Worry ’Bout A Thing” og ”Living For The City” samt “Sir Duke”, “Isn’t She Lovely” og “Superstition”.

Mere vedkommende

Alle disse numre hørte i sin tid til på Wonders mesterrække af album fra første halvdel af 1970’erne. Alligevel virkede de i Aalborg meget mere vedkommende og livsbekræftende end størstedelen af den anonyme pop- og rockmasse, som postes af sted af tidens hårdt pressede pladeselskaber og terpes af de mange radiokanaler, der ikke evner andet end at søge de letteste løsninger i bestræbelserne på at indfange lytterne.

Må man opfordre til, at 17. september fremover bliver helliget musik med og af Stevie Wonder. Der er rigeligt af ørehængere at tage af!