Anmeldelse: Rufus Wainwright: House Of Rufus

Rufus Wainwright:

House Of Rufus

Universal Music

Der er forskel på folk.

Den 38-årige canadiske-amerikanske sanger og sangskriver Rufus Wainwright, der har haft gang i karrieren siden anden halvdel af 1990'erne, udgiver nu ”House of Rufus”. Boksen indeholder ikke færre end 19 cd- og dvd-skiver samt en tyk farvestrålende booklet, hvor man som læser kommer ud i alle hjørnerne af et spændende, smukt, voldsomt, sjovt og sært karriereforløb.

Er det for meget med sådan en boks efter en trods alt forholdsvis kort karriere? Jamen, Rufus Wainwright har altid været for meget.

Han har vendt og drejet sit turbulente liv i nærgående sangtekster. Han har provokeret med bl.a. sangen ”Gay Messiah”, og han har ikke mindst demonstreret et stort talent for at skabe eviggyldig musik med de mest fascinerende ballader og de vildeste popsymfonier, som kunne ses som direkte udfordringer til både Brian Wilson, Elton John og Paul McCartney.

Han har også hyldet Judy Garland ved fuldstændig vanvittigt at genskabe en koncert - med sig selv som Garland - fra begyndelsen af 1960'erne med den berømte sangerinde.

Han gjorde det med store ambitioner, men optrådte samtidig med et smil på læben. Sådan er Rufus Wainwright. Han er ved siden af at være en musikalsk begavelse af de helt store i nyere tid også et meget morsomt selskab. Det ved efterhånden masser af danske koncertgængere. For Rufus Wainwright har været gavmild med at optræde herhjemme, og han har fået en trofast, forventningsfuld fanskare.

Koncert til april

Den 23. april er han tilbage i Danmark. Denne gang optræder han i Falconer Salen på Frederiksberg med sit band. Planen er, at Rufus Wainwright omkring koncerttidspunktet har udgivet et nyt album med Mark Ronson som producer. Mark Ronson er mest kendt for at være en af producerne på Amy Winehouses soulprægede nyklassiker ”Back To Black”. Dermed ser det ud til, at Rufus Wainwright søger efter nye måder at udtrykke sig på. Igen.

Det virker også, som om Wainwright med Ronson ved sin side vender tilbage til et mere imødekommende - og dermed mere kommercielt - udtryk, end der har været tale om i de senere år.

For som bokssættet viser, brugte han sine succeser og stadig stærkere status til at gøre nogle af de ting, som han havde behov for. Han skrev en opera og udgav et pianopræget album, ”All Days Are Nights: Songs For Lulu”. Som han havde drømt om at indspille i mange år. Det endte med at blive en plade, der var stærkt påvirket af, at hans mor, sanger og sangskriver Kate McGarrigle, kæmpede med en kræftsygdom.

Moderen, der døde i januar 2010, og Rufus Wainwright var tæt knyttet til hinanden. Det samme er han og søsteren - og sangeren - Martha Wainwright, mens forholdet til faderen, sangeren og sangskriveren Loudon Wainwright III, ikke altid har været nemt. Hvilket Rufus Wainwright ikke har skjult i sin sangskrivning, som for alvor nåede ud til pladekøberne med debutalbummet i 1998. Både dét og efterfølgeren ”Poses” indeholder gode sange, men det er med albummene ”Want One” og ”Want Two”, at Rufus Wainwright virkelig træder frem som en skikkelse, der ikke blot har et talent, men som også er i stand til at realisere sit potentiale.

Voldsomt stofmisbrug

Det hører med til historien, at Rufus Wainwright havde et voldsomt stofmisbrug omkring arbejdet med ”Want One”, og efter sigende blev det Elton John, der fik overbevist sin yngre kollega om, at afvænning var vejen videre. I sangene på ”Want”-pladerne er bl.a. efterladt tydelige spor af en livsførelse med stoffer og selvdestruktivitet.

Den tredje helt store Wainwright-plade er ”Release The Stars”. Det skulle egentlig have været et album med et stilfærdigt udtryk. Det blev i stedet endnu et stort opsat opus, der var præget af hovedpersonens flirt med Tyskland - lederhosen, lieder, Berlin og kæresten Jörn Weisbrodt - og afstandtagen til USA. Det var altså også en politisk plade. Men det var først og sidst et stort og stærkt album med en meget iørefaldende karakter.

Er det for meget med den boks? Der er tidspunkter på de mindre gode cd'er og på flere af de dvd'er, som dokumenterer Wainwrights liv og live-optrædener, hvor man tænker, at det klip, den situation og det stykke musik kunne man godt have været foruden. Men man skal huske på, at man tænker sådan, fordi Rufus Wainwright i sine bedste stunder overtrumfer det meste.

Hvis man aldrig har hørt om manden, er det naturligvis ikke med boksen, at man skal begynde. Investér først i ”Release The Stars”, og føles det rigtigt, er det tid til at købe ”Want One” og ”Want Two” - og skrue helt op!