Anmeldelse: Take That: Progressed

POP

Take That:

Progressed (2 cd'er)

Polydor/Universal Music

Er udkommet

Timing er afgørende.

Britiske Take That udgiver otte nye sange, samtidig med at dette pophistoriens mest populære boyband turnerer med et ekstravagant show, der midt i juli gøre holdt to aftener i Parken i København. Sangene udgives sammen med gruppens album fra i fjor, ”Progress”.

Da turneen, ”Progress Live Tour”, for nylig havde premiere på fodboldklubben Sunderlands Stadium Of Light kvitterede de britiske dagblade The Independent, The Daily Telegraph og The Guardian med henholdsvis 3, 4 og 5 stjerner (af 5 mulige).

Der var altså ikke enighed om, hvor gode de voksne drenge er anno 2011.

Men Mark Owen, Gary Barlow, Howard Donald, Jason Orange og den tilbagevendte femtemand, Robbie Williams, kan et eller andet sted være ligeglade.

Der er alene i Storbritannien og Irland solgt over 1,75 mio. billetter til koncerterne, og selv om showomkostningerne efter sigende ligger på ca. 125 mio. kr., skal der nok blive nogle millioner kroner til kvintetten - også fordi turneen er godt polstret rent økonomisk ved hjælp af en stor sponsor, elektronikproducenten Samsung. Og mon ikke Robbie Williams får mest?

Han kan som den eneste kalde sig både stjernesolist og medlem af Take That, som han i fjor vendte tilbage til efter 15 års fravær.

Et brændstof

Det to timer lange stadionshow er bygget op på en sådan måde, at først har Take That minus Williams rampelyset med nogle af kvartettens største hits. Så får solisten Robbie Williams al den plads, som han har brug for til at levere en hitparade, og til sidst går det så løs for Take That inklusive Williams.

I dette sidste forløb får publikum gamle hits som ”Relight My Fire”, ”Pray” og ”Back for Good” samt sange fra sidste års comebackplade ”Progress” og den nye skive, der på ingen måde indikerer, at Robbie Williams er kommet for at blive i Take That.

Han er kun forsanger (sammen med Gary Barlow) på ”When We Were Young”, der letter med et brændstof af højstemt gammeldags folkemusik og lidt gumpetung balladepop og lander uden at have været tilstrækkeligt iørefaldende.

Fjeld-falset

Hovedpersonen på ”Progressed” er uden tvivl Gary Barlow, der er forsanger - eller en af to forsangere - på seks af otte numre:

”Man” viser sig med et ganske fint diskofilt antrit, men charmen bliver efterhånden stivbenet, og meget bedre går det ikke med ”Beautiful”. Meget mere konsistent i sin underholdningsværdi er den hårdtpumpede ”Love Love”, hvor Barlow og Owen deles om at viderebringe budskabet om at være gavmild med kærligheden.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Morten Harket fra norske A-ha var på gæstevisit med sin karakteristiske fjeld-falset. Men det er altså Barlow, der forsøger at synge sig op i de tyndere luftlag i et nummer, der kan mærkes ved hjælp af de sentimentale stemninger.

Tæppebankerstilen gør ikke just den syntetiske ”Aliens” til nogen skønhedsåbenbaring, og Howard Donalds vokale præstation på denne sang ville aldrig give mening uden for Take That, mens det selvfølgelig skal være den imødekommende Mark Owen, der synger for på ”Wonderful World” med et budskab om, at der med tiden pludselig kan vise sig en mulighed, der er værd at standse op for at nyde.

Tiden er lige nu til Take That.

Ikke fordi de har udgivet en halvsløj ny skive, men fordi vi elsker at overvære, hvordan mennesker, der i årevis ikke har kunnet holde hinanden ud, kan mødes med det, der virker som kærlighed og respekt.

Naturligvis kan vi heller ikke lade være med at tænke på, hvornår de bliver uvenner igen.