Ringo Starr: Y Not

Ringo Starr:

Y Not

Hip-O Records/Universal Music

Er udkommet

I begyndelsen af sin karriere som solist formåede Ringo Starr at sælge en hel del eksemplarer af sine plader. Hans forhistorie som trommeslager i The Beatles var uden tvivl en afgørende årsag til solosuccesen. Man kunne dog ikke komme udenom, at han ved at samarbejde med både de øvrige beatler og andre stjerne-

musikere blev leveringsdygtig i iørefaldende hits fra album som ”Ringo”.

I de seneste mange år har det knebet med at finde frem til en hitfaktor. Det lykkedes således ikke at gøre en kommerciel forskel med hans album i 2008, ”Liverpool 8”.

Duet med McCartney

Den aktuelle plade, ”Y Not”, har op til udgivelsesdatoen fået en del opmærksomhed. Årsag: Kendte, erfarne spillemænd som Joe Walsh fra Eagles, Richard Marx, stjerneproducer Don Was, der spiller bas, og Dave Stewart fra Eurythmics samt ikke mindst Paul McCartney hjælper den 69-årige trommeslager og vokalist med arrangementer og produktioner.

Blikfanget er ”Walk With You”, hvor Starr og McCartney synger duet. Men resultatet er kun for de mest sultne Beatles-nostalgikere. Der opstår nemlig slet ingen synergi i et vokalt møde, som filtres ind i et kedeligt, gumpetungt arrangement, der lyder mere som pensionistudflugt end popmusik.

For meget pladder

På ”Peace Dream” spiller McCartney bas til Starrs drøm om, at kloden burde dreje rundt uden krig, sult og smerte. Fair nok, at han med denne ene sang vil slå et trommeslag for optimisme.

Problemet er, at pladen er fyldt med for meget positivt pladder: »Glem alt om i går, dette er dit livs bedste dag«, er budskabet på ”Time”, hvor Starr ikke just gør sig umage i sit sangforedrag. Det er langtfra den eneste gang, at man drager den konklusion.

Albummets mest interessante og vellykkede nummer er ”The Other Side Of Liverpool”. Her fortæller Ringo Starr med gloser formet af klarsynet nostalgi og barsk melankoli om den hårde side ved at vokse op i Liverpool.

Her virker det, som om hjerte og hjerne spiller helt rigtigt sammen, og på vej mod 70 år burde Ringo Starr kunne diske op med flere vedkommende fortællinger, end det sker på et opus skæmmet af mange slappe produktioner, der stikker af i alle mulige retninger.

Derfor er det forkert, når Ringo Starr med den blues- og boogieprægede ”Can't Do It Wrong” proklamerer, at han ikke kan begå fejltagelser.