Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Rihanna: Talk That Talk | musik.guide.dk

Rihanna: Talk That Talk

Hitlistesuccesen Rihanna, der for nylig blev tiljublet i Herning, kaster sig med dygtighed og stor underholdningsværdi ud i alle mulige genrer.

Pop

Rihanna:

Talk That Talk

(deluxe version med 14 sange)

Def Jam/Universal Music

Rihanna kan tage pusten fra de fleste.

Trods sine kun 23 år har hun siden 2005 udgivet seks album, og hun har i en kometkarriere solgt ca. 20 mio. stk. af sine album og hen ved 60 mio. singler. Rihanna, der kommer fra Barbados, har formået at opnå stor popularitet i både USA og Europa, herunder i Danmark. For nylig gav hun en udsolgt koncert i multiarenaen i Herning.

Derudover har hun fundet tid til at stille op for diverse kunstnere. Således giver hun sin vokal til et af de bedste numre, ”Princess Of China”, på det nye album med et af tidens største rockbands, britiske Coldplay.

Kommer Vidt omkring

Rihanna bygger ikke nogen mure op omkring sig selv.

Hun står for friheden til at vælge og prøve det uprøvede. Hun stiller op for alle mulige slags musikere, og ved at samarbejde med mange forskellige slags producere kommer sangerinden vidt omkring i genrerne, når hun selv indspiller musik. Sådan er det også på det vellykkede nye album.

Hendes hjerte banker uden tvivl stadig for dancehall og reggae, og hun er opdraget med r&b og en god popsang. Men hun træder gerne dybt ind i produktioner, som er præget af let tilgængelig rock, hårdtpumpet elektronisk dansemusik, iskold synthpop og sej dubstep.

Derudover benytter hun sig endnu en gang af samplinger. Man har tidligere kunnet høre New Order, Soft Cell og Michael Jackson i hendes musik. På det nye nummer ”Drunk On Love” er der samplet elementer fra den britiske indierocktrio The XX's let genkendelige nummer ”Intro”. På det hiphopprægede titelnummer samples der til gengæld fra et nummer med det afdøde rapper-ikon The Notorious B.I.G., og så stiller kongerapperen Jay-Z i samme moment også lige op for Rihanna. Som han gjorde det på hendes store hit ”Umbrella”.

Hektiske rytmer

De knivskarpe produktioner ”Where Have You Been” og ”We Found Love” er direkte adresseret til dansegulvet, ”Cockiness (Love It)” lyder som et højspændt møde mellem caribisk dancehall og hektiske indiske rytmer, mens ”We All Want Love” ved hjælp af de gennemgående guitarfigurer kommer til at befinde sig i nabolaget af amerikansk radiorock.

”Red Lipstick” har en høj cool-faktor med elementer fra musik af så forskellige navne som Metallica og Chase & Status. Sangen handler meget eksplicit om sex med budskaber som »Do you right here while the whole world's watching«. Flere andre steder på pladen bliver sex også et omdrejningspunkt, og ellers er det kærligheden – den gode, den onde og den svære – der bliver taget under behandling.

Man kunne få det indtryk, at Rihanna går direkte fra studiet og hjem til lagengymnastik, og at hun efter et forlist forhold straks tager fat på det næste. Sandheden er nok nærmere, at Rihanna i tæt samarbejde med rådgivere og producerhold bruger sangene til at sætte sig i scene i mange forskellige slags miljøer.

Bagefter kan hun tage sit gode tøj (på igen) og rejse videre til den næste slags fortælling og fantasi. Madonna har gjort det i årtier. Lady Gaga og Britney Spears gør det også. Så Rihanna er ikke nogen unik størrelse. Men som sanger og performer er hun bedre og mere underholdende end de fleste.

Anmeldelse: Rihanna (Multiarenaen, Herning)

29-10-2011: Rihanna forførte 15.000 mennesker med forrygende popshow i Herning. Hun kunne endda synge. Læs artikel

Anmeldelse: Rihanna: Loud

14-11-2010: Rihanna er med sit nye album tilbage i tidligere tiders optimistiske spor Læs artikel

Anmeldelse af Rihanna - Anti

29-01-2016: Rihanna lyder, som om hun gør oprør mod pladebosser og fanskarens krav til musikken. Læs artikel

Anmeldelse af Coldplay - A Head Full of Dreams

03-12-2015: Nyt udspil: Det britiske band Coldplay går poppens og dansemusikkens ærinde på det nye album, hvor en opløftende stemning huserer. Læs artikel

Anmeldelse af Hurts - Surrender

16-10-2015: Tre små pladetjek Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...