Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Lionel Richie i Forum Horsens | musik.guide.dk

Anmeldelse af Lionel Richie i Forum Horsens

Funky fest og snøftende romantik med Lionel Richie, der i Horsens primært diskede op med gammelt materiale – og fik en tiltrængt håndsrækning af Rasmus Seebach.

Pop
Forum Horsens, Horsens:
Lionel Richie
Tirsdag aften
 

Det er efterhånden længe siden, at amerikaneren Lionel Richie skiftede fra arbejdsnarkoman til magelig royalty-nyder med tålmodig frekvens mellem nye udgivelser.

Han begyndte som funk-fætter i Commodores, som slog igennem i 1970’erne. Og da han gik solo, blev han astronomisk sælgende ballade-konge i 1980’erne – med enkelte afstikkere til optempo-hits som ”Dancing On The Ceiling”.

Den vægtløse fest fortsatte frem til 1986, men herefter kom hithåndværkeren brutalt ned på jorden: Motivationen falmede, og det samme gjorde evnen til at forføre verden med nye ørehængere. Ganske kendetegnende er hans seneste album, ”Tuskegee”, en tuttenuttet bagatel, hvor han relancerer gamle hits i uinspirerede country/pop-udgaver.

Han får bl.a. hjælp af den danske pop-magtfaktor Rasmus Seebach, så det var ikke helt uforudsigeligt, at den hjemlige hitmager dukkede op ved Richies koncert i Horsens og sang duet i den hjertelige ballade ”Say You, Say Me”.

De to faldt hinanden om halsen i rørende showbiz-forbrødring, hvor tingene blev noget vendt på hovedet. Lionel Richie er verdensstjernen, men i et langtfra udsolgt Forum Horsens toppede jublen faktisk, da Seebach hoppede ind på scenen som en kæk skoledreng.

Rutineret retro

Publikum var forinden hæderligt underholdt, men den 63-årige hovedperson tøffede også rimeligt rutine-dovent gennem repertoiret: Bevæbnet med indstuderede replikker og en afslappet professionalisme, hvor den teflonhærdede facade indimellem effektfuldt blødes op af smagfuld selvironi.

»Den gode nyhed er, at jeg vil synge alle de sange, jeg kan huske. Den dårlige nyhed er, at jeg ikke længere kan huske de gamle sange så godt,« bemærkede Richie.

Det forblev en joke, for han var ikke opsat på at spille nyt materiale – og godt det samme.

Vi fik bl.a. den anæmiske og monotone latin-dance i ”All Around The World”, men ellers hyggede Richie om det modne publikum med retrosange, hvor flere går tilbage til 1970’erne.

Flygtig vellyd

Den frejdige opbrudsballade ”Easy” blinkede som en guldrandet klassiker med sit brillante og berømte friheds-fejrende udbrud »I’m easy like Sunday morning!«.

”Sail On” – naturligvis endnu en ballade – kom også godt af sted med gradvist mere vind i sejlene, men de mere funk-fede Commodores-sange savnede fatalt ungdommens dynamiske og sultne vildskab.

Koncerten tabte også jævnligt pusten i selskab med flygtige og romantisk intetsigende ballader som ”Ballerina Girl” og ”Penny Lover”, mens ”Hello” blev mødt med et andægtigt følelses-sus gennem salen. Det er den perfekte melodi tilsat en kriblende romantisk længsel – filtret ind i minder om videoen med den blinde pige. Et emotionelt mesterstykke, hvor der ikke er nogen vej uden om en lodret glidebane lige ned i det, som folk med god smag vil kalde lunken sentimental sødsuppe. Men det går lige i hjertet. Ægtepar krammede, og stærke mænd og kvinder græd. Forunderligt og fantastisk. Og for dem, der slet ikke kan få for meget kærlighed, blev ”Endless Love” endnu en melodisk krammepude.

Da koncerten til sidst truede med at hænge fast i klæbrigt sukkerstads, fik Richie og band skabt familievenlig og forfriskende fiesta med det gamle worldhit ”All Night Long (All Night)” – flankeret af en version af tidens altoverskyggende dansehit ”Gangnam Style”, som Richie letkøbt – men populært – omdøbte til Lionel Richie Style.

Sangeren smilede, takkede og kom videre. Endnu et job klaret på en lang turné.

Anmeldelse: Rasmus Seebach (Portalen, Greve)

03-02-2012: Popkongen Rasmus Seebach overraskede med håndspillet musikalsk charme ved turnépremieren. Kunne han bare styre sin sentimentale indre hyggeonkel. Læs artikel

Anmeldelse: Rasmus Seebach (Bøgescenerne)

05-08-2010: Rasmus Seebach fik voksne mænd til at græde og pigerne til at hvine. Musikken var der ikke meget ved.

Læs artikel

Anmeldelse af Rasmus Seebach - Dokken, Esbjerg

13-02-2016: Rasmus Seebach leverede syng med-folkefest uden det store show-spræl. Læs artikel

Anmeldelse af Madonna - Boxen, Herning

17-11-2015: Den amerikanske popstjerne Madonna var overbevisende i anden halvdel af koncerten i Boxen i Herning. I et alvorligt øjeblik kaldte hun verden for et meget mørkt sted. Læs artikel

Anmeldelse af Take That - Jyske Bank Boxen, Herning

01-10-2015: Boybandet har hits på stribe, men spillede dem for sent under langtrukken cirkusforestilling i Herning. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...