Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:
Find mere om:
Album (valgte)

Prince: 20Ten

Prince har igen vendt ryggen til pladebranchens salgskanaler. Hans nye opus udkommer i selskab med en avis og et magasin.

Prince:

20Ten

NPG Records

Er udkommet

For tre år siden blev der råbt op om, at bands og solister stod foran at kunne fravriste de store pladeselskaber magten over musikken og pengestrømmen.

Det populære britiske rockband Radiohead udgav på egen hånd albummet ”In Rainbows” som digitalt download og med beskeden om, at køberen kunne betale, hvad han ville. Eksbeatlen Paul McCartney smækkede med døren til sit mangeårige pladeselskab. I stedet valgte han at udgive ”Memory Almost Full” hos et pladeselskab, som den verdensomspændende kaffekæde Starbucks var involveret i. Stik mig lige en caffè latte og en plade, please!

Så var der Prince, der i årevis havde luftet en frustration over, at pladeselskaberne scorede en alt for stor del af profitten ved et pladesalg. Han gik drastisk til værks i 2007, da hans vellykkede album ”Planet Earth” i Storbritannien udkom sammen med et dagblad med millionoplag.

Revolutionen er udeblevet


Tre år senere må man konstatere, at revolutionen i musikbranchen er udeblevet. Langt de fleste stjerner udgiver stadig deres musik hos de store - og lidt mindre - internationale pladeselskaber, der på helt traditionel forretningsmaner distribuerer musikken på cd og som download.

Prince gør dog stadig tingene på sin egen måde. Han ser ikke længere noget mirakel i internettets salgs- og distributionsmuligheder, og han har ingen problemer med, at hans nye album udkommer med en avis - igen - i Storbritannien og med et magasin i bl.a. Tyskland. En morale for popprinsen kunne være, at det alligevel er blevet umuligt at sælge plader i samme størrelsesorden som i gamle dage. Så kan man lige så godt ignorere de traditionelle salgskanaler og få penge i lommen ved at indgå eksklusive aftaler.

Herhjemme er albummet - så vidt jeg ved - ikke udkommet. For at kunne skrive denne anmeldelse har jeg lånt pladen af en god ven, som fik den via en bekendt. Efterfølgende har jeg fået avisens korrespondent i Tyskland til at købe den tyske udgave af magasinet Rolling Stone, der sælges med ”20Ten” som blikfang.

Anstrengelserne værd


Det er helt fint at skulle arbejde for at få musikken. Det minder mig om, da jeg som dreng tog toget fra provinsen til København for at købe singler og album på vinyl. Man kunne godt få lov til at høre musikken i butikken. Alligevel var det først derhjemme, at man fandt ud af, om musikken på lp'en eller singlen kunne matche prisen og togturen.

Princes nye opus er afgjort anstrengelserne værd. ”20Ten” er en meget regulær, gennemført og iørefaldende Prince-udgivelse med ni numre samt en bonussag, der er gemt godt væk som spor 77! Højdepunkter er balladen ”Future Soul Song”, den funky ”Beginning Endlessly” og den Steely Dan-jazzede ”Lavaux”.

Hele herligheden summer af Prince som en yderst veloplagt vokalist, multiinstrumentalist, arrangør og producer, der kun benytter sig af assistance fra korsangere og blæsere. Han lader med stor træfsikkerhed numre være præget af trommemaskiner, synthprægede trommer og synthesizere, og flere steder føler man sig hensat til de stilskabende lp'er, som Prince udgav i første halvdel af 1980'erne.

Dengang var han fræk i munden og temmelig afklædt. Nu klæder han sig mere på, og teksterne er mindre frække. Det kan jeg sagtens leve med, når musikken swinger mere end det meste fra jævnaldrende og yngre kræfter.

Årets koncert

Og så er ”20Ten” lige, hvad man har brug for efter amerikanerens overvældende præstation i juli på Roskilde Festivals Orange Scene.

Den oplevelse står som årets koncert i min bog.

Galleri: Pop

Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...