Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Pharrell Williams - Girl | musik.guide.dk

Hatten af for en hitmager

Pharrell Williams lagde stemme til flere af 2013’s største hits.

Pop
Pharrell Williams:
GIRL
Columbia/Sony Music

Pharrell Williams spillede i 2013 en afgørende birolle på nogle af de største hits.

Den 40-årige amerikaner var gæstevokalist på og producerede kollegaen Robin Thickes dansenummer ”Blurred Lines”. Det udkom i marts og blev et kæmpehit. I april kom den franske elektroniske duo Daft Punks humørspreder ”Get Lucky”, der blev en verdensomspændende succes. Her var Pharrell Williams gæst med sin lyse, soulprægede vokal, og så var han også med til at skrive sangen, der hyldede 1970’ernes diskomusik.

”Get Lucky” havde en ubekymret attitude. Her rådede solskin, kærlige ord og glæde, og derfor var det logisk, at Pharrell Williams sidst på året lagde navn til noget, der kunne betragtes som en musikalsk brormand til ”Get Lucky”. Sangen hed ”Happy” og blev oprindeligt indspillet til soundtracket til tegnefilmen ”Despicable Me 2”. Det overskudsagtige dansenummer fik dog hurtigt sit helt eget liv, som nu får endnu mere krop og sjæl med et regulært soloalbum med 10 numre.

Timing er et kodeord for udgivelsen. Penge er et andet. Og så enkel kan musikbranchen være. Det handler om at smede, mens jernet er varmt og alt det der for pladeselskab og Pharrell Williams, der i løbet af de seneste 10 år er blevet en af verdens mest succesrige producere. Han har enten i eget navn eller som en del af producerteamet The Neptunes skruet på knapper for bl.a. Justin Timberlake, Madonna, Britney Spears og Beyoncé.

Han hylder i sine produktioner ofte lyden af velproduceret pop og dansemusik. Eftertænksom dybde og kunstneriske provokationer er ikke Williams’ dagsorden.

En hyldest til kvinden

Hans musik skal trække i smilebåndet og rykke i dansefødderne. Han er en hitmager, og det er han mere konsekvent end nogensinde før – hvor han tidligere i karrieren måtte konstatere, at en række finurlige musikalske ambitioner ikke formåede at opnå kommerciel succes i stor målestok.

På det nye album, som i tekstuniverset er en lang hyldest til kvinden, gør han ligesom i fjor og er stadig bedre end de fleste. Han cruiser rundt i brandvarm vellyd og passerer undervejs gode 1970’er-minder om ikoner som Michael Jackson, Stevie Wonder, Earth Wind & Fire og Barry White. Der er en smittende glæde overalt, og med interessante gæsteoptrædener af Justin Timberlake, Alicia Keys, Miley Cyrus og Daft Punk får Williams også lige demonstreret sin høje status i musikbranchens hierarki.

Musikrevolutioner kan man ikke få øje på. I stedet møder man en masse godt håndværk og en befriende regulær underholdningsværdi, og hovedpersonen forstår i det scenarie kunsten at fusionere moderne indspilningsteknologi med følelsen af, at der bliver spillet og sunget direkte fra studiets hjerte. Det hele virker oprigtigt, også fordi Pharrell Williams synger, som om han for alvor tror på sig selv som en succesrig solist.

Anmeldelse af Barbara Moleko - Bapsz

08-06-2015: Uanstrengt album til den varme årstid med Barbara Moleko – lige indtil de gode melodier slipper op. Læs artikel

Anmeldelse af Pharrell Williams i Forum, Frederiksberg

13-09-2014: Hitmaskinen Pharrell Williams fik til sidst begejstringen til at buldre løs med ”Get Lucky” og ”Happy”. Men i løbet af koncerten var der for mange problematiske stunder. Læs artikel

Anmeldelse: Rihanna: Loud

14-11-2010: Rihanna er med sit nye album tilbage i tidligere tiders optimistiske spor Læs artikel

Anmeldelse: Christina Aguilera: Bionic

17-06-2010: Christina Aguilera er alt for gavmild med mindre interessante sange på første album i fire år.

Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...