Anmeldelse:
Anmeldelse: 2 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Nik & Jay - United | musik.guide.dk

Anmeldelse af Nik & Jay - United

Nik & Jay bekender sig til venstrehånds-indsats på et album, der ikke har et strejf af moden nytænkning.

POP/RAP
NIK & JAY
UNITED
Copenhagen Records

Niclas Genckel Petersen og Jannik Thomsen har begge rundet 30 år, og efter fire album med masser af selvsikker attitude-afpudsning, festopfordringer og snøftende sentimentalitet skulle man tro, at tiden og duoen var moden til markante musikalske justeringer.

B97390861Z.1_20131027183551_000+GR780QK8.1-0.jpg

Glem det. Nik & Jay satser med det nye album tværtimod på at forblive unge med de unge piger, der er kernepublikummet, og den får fuldt forceret pedal i de anonyme og intetsigende ”#pæntnejtak” og ”Stop! Dans!”, der begge skamrider skærende og syntetisk effektjagende klub-fyld af den mest flygtige slags.

Duoens forsøg på at række ud efter et internationalt marked i de engelsksprogede ”Ocean Of You” og ”United” har også kort holdbarhed med et rap-indhold, der er ligegyldigt og klichéfyldt – og mindst lige så hjælpeløst som Gasolins forsøg på at gøre sig på engelsk for omkring 40 år siden. Vi taler om blege linjer i stil med »who gives a fuck if she’s hot like Nevada/I mean hotter than lava« og »go call all your friends/it’s in the air tonight/like Phil Collins sings/such a really good vibe«.

Poprap

Men eftersom de to singleforløbere til det nye album allerede er platin-overtrukne danske hits, lader det til, at Nik & Jay sagtens kan hive endnu en salgssucces hjem. Duoen leverer på ny dén vare, som alle danskere for længst har lært at sige ja eller – knap så pænt – nej tak til. Og varen er langt mere pop end hiphop, hvilket også er et fornuftigt størrelsesforhold, for det første er duoen ferm til, mens den kun akkurat magter det sidste på anstændig vis.

Nik & Jay og kulissehjælpere som producerne Jon & Jules formår stadig at rette stærk refræn-magnetisme mod lytterne i en skæring som ”Billeder af hende”, der skejer ud med orkester-ramasjang og syng-med-charme. Det er et af albummets bedste numre, hvor Nik & Jay også kæler for en særlig dansk hverdagspoesi med digterisk sansning: »Himlen åbner sig for mig/nye dimensioner/tingene tar' form omkring mig/skabeloner/smukke farver ligesom klovnefisk i anemoner/intet klippekort/jeg flyver gennem alle zoner.« Men lidt efter følger noget, der minder om en tilståelsessag: »Velkommen til fabrikken/hits på samlebånd/men det er på tide at gøre arbejdet med venstre hånd/og gi' sig hen helt uden at tænke sig om.«

Pointeløs selvros

Nik & Jay gør sig på ”United” netop skyldig i bevidstløs fabriksproduktion til et ungt segment, som spises af med alt for tomme kalorier i en stribe sange. Selv ”Forstadsdrømme”, som har tilløb til at ende som en emotionel højdespringer, bliver stækket. Der fremmanes stemningsfulde barndoms- og ungdoms-erindringer, men nærværet punkteres med pointeløs selvros og en påstået position som alfahan: »Jeg er ikke bare en hipster/næh, jeg er en af de ægte artister.«

Nik & Jay kan selvfølgelig vælge at trække på skuldrene eller skraldgrine af kritikken hele vejen til banken. Men spørgsmålet er, om venstrehåndsarbejdet ikke skader forretningskonceptet for duoen, der trods alt heller ikke kan være ung for evigt.

Anmeldelse af Nicki Minaj - The Pinkprint

05-01-2015: Nicki Minaj er blevet verdensberømt for sin bagdel. Men hun kan også noget som hovedperson på et album. Læs artikel

Anmeldelse: Outlandish: Warrior//Worrier

27-05-2012: Outlandish har andel i at dansk musik styrer hjemmemarkedet, for gruppen holder et konstant højt niveau, hvilket også har sikret trioen international bevågenhed. Læs artikel

Anmeldelse: Outlandish: Sound of a Rebel

11-05-2009: Nyforelsket Outlandish skruer op for melodierne og ned for det sammenbidt politiske på trioens sommerlige nye album. Det lyder som et hit.

Læs artikel

Anmeldelse af Burhan G og Drake

09-10-2013: Burhan G blotlægger sine følelser. Drake er for hårdkogt. Læs artikel

Anmeldelse: Nicki Minaj: Pink Friday: Roman Reloaded

30-04-2012: Den 29-årige pinkglade Nicki Minaj ender med sit over 60 minutter lange album som endnu et eksempel på hiphop-genrens problemstilling: Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...