POP/HIPHOP
Nicki Minaj:
Pink Friday: Roman Reloaded
Universal Music
Man vil så gerne fortælle en unik historie, samtidig med at man vil have respekten og massevis af penge, så man kan sidde tilbage med det store dollargrin.
På halvdelen af albummet giver Nicki Minaj, som optræder i Danmark den 11. juni, den som en innovativ rappende rappenskralde.
Hun indtager forskellige roller med det fællestræk, at de ikke er bange for at stjæle spotlyset fra diverse mandlige hiphopstjerner.
På resten af pladen går solisten med Trinidad og Tobago-rødder for udspekuleret efter både de yngste musikfans med platte popudgydelser og det mest festabe-agtige publikum med rasende hurtige, hjernedøde dansenumre.