Anmeldelse: Mikael Simpson: Noget laant, noget blaat

POP

Mikael Simpson:

Noget laant, noget blaat

A:LARM MUSIC

Udkommer på mandag

Der er tidspunkter, hvor man går den forkerte vej. Det gør Mikael Simpson med sit nye album.

Han har i en halv snes år kreeret unik popmusik med udgangspunkt i genrer som indierock, synthesizerpop og vuggende dub, og hans ”De ti skud” fra 2004 skal skrives ind i historien om de allerbedste danske rock- og popalbum. Musikken er urokkeligt iørefaldende, mens tekstuniverset er smukt, sært, farligt og til tider bestemt også morsomt.

Man har i de senere år kunnet mærke i både musik og interviews, at Mikael Simpson har villet videre fra de hjemmegjorte produktioner, som prægede de første plader.

Denne vision er måske blevet født af simpel nødvendighed. Det er hårdt og tidskrævende at skulle udføre og bestemme det meste, og bagefter kan man kun skælde ud på sig selv. Måske handler det også om, at Simpson til sine efterhånden mange koncerter med et band omkring sig har lært at overlade en del ansvar til andre.

Kæmpes på gaden

Arbejdsmodellen for det nye album har groft sagt været, at producerne Asger Baden og Peder har kreeret musikken om dagen, mens natteravnen Mikael Simpson i de stille, sorte timer har skrevet teksterne og sunget til de produktioner, som han er blevet præsenteret for.

Det kan godt være, at udfordringen har været spændende for de implicerede. Men man finder for få spændingsfelter i musikken og teksterne.

Man kan ikke tage fra Simpson, at han kan håndtere ord. Men denne gang virker det for mange gange, som om der mere er leget end tænkt igennem og satset vildt. »Er det forståeligt nok?«, spørger han på et tidspunkt. Jeg synes det ikke, selv om der er undtagelser i skikkelse af ”Lad det staa” og ”Slaaskamp”, hvor der både kæmpes på gaden og inderst inde.

I arrangementer og produktioner er der hverken ildspåsættelser eller kasteskyts. Det bliver fra første nummer ”En af tolv” og fremefter understreget gang på gang, at producerne har villet iscenesætte solisten i en high definition-ramme. Der er stillet skarpt på hvert eneste instrument i arrangementer, som er præget af jazzstemninger, soundtracks til spaghettiwestern-film, lidt triphop og en hel del af den slags voksenfølsomme kammermusikpop, som briten Richard Hawley og vores egen Lars H.U.G. helt fortjent har haft succesrige stunder med.

For ensformigt

Men Simpson er slet ikke en vokalist med kræfter som H.U.G., der kan alt muligt med sin stemme, og som også evner at træde ind i den svære rolle som crooner.

Mikael Simpsons vokale muthed kan der ikke skrues ret meget op og ned for, og når stemningerne i numrene i en vis udstrækning minder om hinanden, bliver det samlede indtryk for ensformigt.

I små håndplukkede doser virker den nye medicin.

På ”Vi kan se (staklen i hinanden)” synger hovedrolleindehaveren både det mørkeste og lyseste, som han kan, På ”Morgenlys” skiftes der gear til højere fart, ”Lad det Staa” er en lækkerbisken for fans af Lars H.U.G.'s album ”Kysser Himlen Farvel”, mens der på ”Slaaskamp” ulmer et drama, der meget symptomatisk for albummets karakter får lov til at ebbe ud frem for at eksplodere.