Foto: Eric Neitzel/AP
Michael Jackson:
Michael Jackson's This Is It (dobbelt-cd)
Epic/Sony Music
Udkommer på mandag
Er det, hvad det kunne blive til?
14 kendte numre, der findes på alle mulige andre - og langt billigere - udgivelser. Derudover to forskellige versioner af det uforløste, såkaldt nye nummer ”This Is It”.
Endelig er der på den anden cd - som det mest interessante for især fans - demoudgaver af hittene ”She's Out Of My Life”, ”Wanna Be Startin' Somethin'” og ”Beat It” samt Michael Jacksons oplæsning af digtet ”Planet Earth”.
Det er, hvad man får, og der er ingen fornuftig grund til at købe denne udgivelse, der står tilbage som et dårligt varsel om, hvad der kan vente fanskaren i de kommende år: Masser af ligegyldige downloads, cd- skiver og bokssæt med Michael Jackson-navnet, der vil blive solgt som noget særligt.
Lige efter den amerikanske sangers død stod kolleger og familie ellers i kø for at fortælle, at The King Of Pop havde efterladt masser af numre, der blot ventede på at blive udgivet. Det forlød også, at sangene var blevet indspillet for at sikre Michael Jacksons børn en indtægtskilde i de kommende mange år.
Fire måneder efter popstjernens død er der fortsat ikke blevet afsløret et eneste interessant nyt, færdiggjort nummer.
Kendsgerningen er, at sangen ”This Is It”, som Michael Jackson skrev i 1980'erne med Paul Anka, ikke har en opbygning, som gør, at den fremstår afsluttet. Den lægger op til en kulmination, som aldrig kommer.
Der kan selvfølgelig dukke nye spændende sager op, når alle efterladte optagelser er blevet lyttet igennem og vurderet.
Men indtil videre kan man med god ret mene, at de mennesker, der forvalter Jacksons musikalske arv, udelukkende gør det med fokus på at score nogle hurtige penge.
Deres undskyldning kan være, at Michael Jacksons gæld er enorm, og at kreditorerne slår på døren med knyttede næver.
De ansvarlige forretningsfolk og familien skal bare vide, at de risikerer at underminere Michael Jackson-varemærket langt hurtigere, end de aner. For man vil ikke kunne blive ved med at sælge hans musik på den store sorg, dybe respekt og altædende interesse, der eksploderede efter hans død.
Hvad angår albummet ”This Is It” så skal det trods et alt for velkendt indhold nok sælge så godt, at det kan kaldes et hit. Først og fremmest er sangerens store fanskare stadig helt oppe på mærkerne - de vil have alt, hvad der viser sig. Dels vil forbrugerne frem mod jul uden tvivl blive bombarderet med reklamer om, at pladen er noget særligt (Igen: Det er den ikke!!!), dels vil der opstå en kommerciel synergieffekt, når filmen ”This Is It” i den kommende uge har biografpremiere rundt om i verden.
Efter sigende vil dokumentarfilmen vise, at Michael Jackson op til sin død var i form som både sanger og menneske til at kunne gå på scenen i O2 Arena i London og gennemføre et langt show - et halvt hundrede dage med premiere den 13. juli.
Hvis albummet ”This Is It” så bare havde været et soundtrack fra filmen, ville det have været interessant. Men åbenbart byder filmen, der vil blive udgivet på dvd, ikke på komplette sange, som Jackson og co. øvede?!
I hvert fald består den nye plade udelukkende af velkendte studieversioner af bl.a. ”Wanna Be Startin' Somethin'”, ”Thriller”, ”Beat It” og ”Billie Jean” samt ”Black Or White”.
Det er fantastisk gode popnumre, ingen tvivl om det, men det er kendt stof for alle, der har blot den mindste interesse i popmusik.
Michael Jackson og ”This is it
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



