Anmeldelse: Medina (Tobakken, Esbjerg)

Tobakken, Esbjerg

MEDINA

Torsdag

Medina er et slags ungt dansk svar på Madonna.

Den aarhusianske sanger har styr på kontant karriere-håndtering, og hun holder sig sikkert til den gamle parole om, at sex sælger. Hun bruger dansegulvet som afsæt til talrige spring højt op på hitlisterne, og hun markedsfører sig selv med et image, som en sanger der tør, hvor andre piger tier.

Men Medina må altså nøjes med at være en lokal Madonna, for hendes eksportfremstød - bl.a. med en engelsksproget album-versionering - druknede overvejende anonymt i den globale overflod af syntetisk programmeret pop.

Så Medina slog sidste år i stedet hurtigt til igen på det danske marked med sit tredje regulære album, ”For altid”.

Det virkede forhastet, og det stod ikke mindst at aflæse i den sjuskede og stivbenede lyrik. Her blev furie-temaet fra ”Velkommen til Medina” skamløst kopieret med masser af verbale prygl til de dumme stoddere, der ikke er til at stole på. ”Ingen smerte varer ved” sang Sebastian engang.

Men sig ikke det til Medina, for hun lever af den, og det nye album byder på en ny dig-og-mig-hitparade fra følelsernes sump.

Erotica

Men er afmatningen så småt ved at sætte ind?

Det vrimler ikke med udsolgt-meldinger omkring Medinas landsdækkende turné, og ved første stop i Tobakken i Esbjerg var der også billetter til overs.

Stemningen var ikke just kogende. Det virkede som om, der var ligelig fordeling mellem dedikerede purunge pige-fans og nysgerrige gæster, der mest var kommet for at se den langbenede giraf.

Medina skuffede som sådan ikke med små, stramtsiddende - og Kylie-værdige - hot pants og en toptrimmet figur. Og med en gigantisk discokugle som ledestjerne lignede det et lovende party i provinsen.

Men desværre.

Budgettet rækker åbenbart ikke til skyggen af et Madonna-blæret show med dansere og effekter, hvorimod der blev levnet masser af plads til en langhåret guitarist med omvendt kasket og et syndigt arsenal af heavy-riffs.

Pointen udeblev. Ligesom man stod paf tilbage efter et gennemsnitligt håndspillet ballade-afsnit, hvor Medina pludselig sang på engelsk og dermed vragede den primære årsag til sin succes: nemlig de bitre danske bekendelses-tekster, som mange unge piger med bristede romantiske drømme kan spejle sig i.

Ray Dee Ohh No

Blandingen af guitar/tromme-knald og det velkendte syntetiske danse-ryk fik Medina til at lyde som en hybrid mellem rockhistoriske Ray Dee Ohhs kulørte stadionhal-pop og Robyns moderne klub-fest.

Det var en aparte og utilfredsstillende kombination, men det kunne heldigvis ikke tage livet af følsomme refræn-triumfer som ”Kl. 10”, ”Vi to” og ”For altid”, hvor begejstringen blussede og hovedpersonen skinnede.

Tidligt godnat

Medina er nu engang mest sprudlende, når hun surfer på rene syntetiske Ibiza-bølger og bevarer gnisten af eventyrlig, natlig hedonisme.

Men det swingede derimod ikke i Tobakken med flade, fodformede live-udgaver af ”Velkommen til Medina” og ”Ensom”, og bunden blev nået med den nye bagatel ”12 dage”, hvor den mutte sangerinde igen spytter primitiv lyrik efter endnu en led stodder.

Det var trods alt Medina, vi var i selskab med. Ikke Madonna.

Og vil man beholde positionen som dansk klub-dronning, går det altså ikke, at rutinen lurer, og at der bliver lukket for festen allerede kl. 21.30!

Natteravnene havde jo ikke engang nået at brede vingerne ud over Esbjerg, da Medina takkede af.