Sloveniens vinderbud til det internationale melodi grand prix med duoen Ansambel Zlindra & Kalamari er en blanding af folkemusikog rock. Foto: PR
Den 25. maj går det løs i Olso, hvor ikke færre end 39 sange skal konkurrere om at vinde det internationale melodi grand prix, Eurovision Song Contest.
Som det efterhånden er sædvanen, er der dog så mange, der ønsker at være med i løjerne, at man har måttet indføre to semifinaler før finalen den 29. maj.
Men allerede nu kan man spille om, hvem der vinder hele showet. Og ifølge nicerodds.dk, som samler oddsene fra en lang række bookmakere, skal deltagerne fra disse lande ikke forvente at gå på scenen mere end én gang.
I den absolutte bund ligger Makedonien, der har valgt at sende Gjoko Taneski, som er en populær sanger i hjemlandet. Han stiller op med rocksangen "Jas Ja Imam Silata", der synges på originalsproget.
Stemmen er hæs, der er masser af guitar - og sågar en guitarsolo - i dette rocknummer, som byder på gæsteoptræden af rapper.
Det er tilsyneladende ikke nok til at overbevise bookmakerne, som i giver pengene op til 930 gange igen, hvis Makedonien alligevel skulle gå hen og vinde.
Dernæst finder man Slovenien, som har ment, at den populære formel folkemusik+rock er lig med sejr. Ansambel Zlindra & Kalamari hedder duoen, hvis kvindelige halvdel optræder i folkedragt, mens den mandlige ses i læderjakke med charmeklud og langt rockhår.
Sangen "Narodnozabavni Rock" byder på både guitar, harmonika og tuba, og kan give pengene op til 740 gange igen.
Schweiz er næste i rækken, og her har man tilsyneladende fundet inspiration i disco-klassikeren "It's raining men". Sangen hedder i stedet "Il Pleut de L'Or" - på dansk: det regner med guld - og fremføres af Michael von der Heide, som er en anerkendt kunstner i Schweiz.
Også melodien lægger sig op ad "It's raining men", men discopop er tilsyneladende ikke noget, som bookmakerne tror på, for indtil videre kan sangen give pengene op til 710 gange igen.
Portugal ligger sjældent i toppen, og denne gang er ingen undtagelse. Den 18-årige Filipa Azevedo, der som 16-årig vandt et portugisisk talentshow, stiller op med balladen "Há Dias Assim".
Pianoet er med på scenen, hvor de store følelsler krænges ud til lyden af strygere, alligevel kan man få pengene op til 700 gange igen, hvis denne sang ender med sejren.
Endelig overbeviser Bulgarien heller ikke, men kan give de heldige deres penge 620 gange igen.
Den succesfulde sanger Miro repræsenterer Bulgarien med sangen "Angel Si Ti". 51 komponister, skribenter og mediefolk valgte angiveligt, at Miro skulle stille op, og der blev skrevet en lang række sange til lejligheden.
Alligevel endte det med at blive sangerens eget bud, som kommer med til Oslo. Sangen er med sine technorytmer skabt til dansegulvet, men ifølge bookmakerne altså ikke til en sejr.
Hvad synes du om sangene?
Har de fortjent en bundplacering?
LÆS OGSÅ: Tror på dansk Grand Prix-sejr



