Mariah Carey optrådte for nylig til mindehøjtideligheden for Michael Jackson tirsdag. Foto: Polfoto
Madonna topper den britiske albumhitliste med "Celebration". Foto, AP
Madonna:
Celebration
Warner Bros. Records/Warner Music
Er udkommet

Mariah Carey:
Memoirs Of An Imperfect Angel
Universal Music
Udkommer i dag

Med dobbeltalbummet ”Celebration”, der er en lang hitparade, bliver et af de mest succesrige samarbejder i pladebranchen afsluttet. Den 51-årige Madonna forlader Warner Bros., som har været pladeselskabskoncernen for hende i over 25 år.
I stedet skal den amerikanske popstjerne være et blikfang for verdens toneangivende koncertvirksomhed, Live Nation, der har udtrykt store ambitioner med at udgive musik.
At Madonna forlader Warner handler uden tvivl om penge. Madonna har i en stor del af karrieren vist, at hun har styr på finanserne.
Men hendes afsked med et traditionelt pladeselskab passer også godt ind i det tidsbillede, der viser, at bands og solister opsøger nye forretningsmodeller, hvor salg af plader, koncertbilletter og merchandise hænger uløseligt sammen.
Umiddelbart har Live Nation fået en guldfugl. Madonnas seneste turné, der rundede Parken i Danmark i august, blev en kassesucces, og amerikaneren har i tre årtier leveret en overrumplende række af hits. Mindst lige så vigtigt har hun vist, at hun kunne komme tilbage, hver gang succeskurven så småt begyndte at knække
Men der er ingen tvivl om, at Madonna også skal arbejde hårdt i de kommende år. Hendes styrke har, som ”Celebration” dokumenterer, været, at hun med stor kunstnerisk og kommerciel succes har lånt og stjålet fra en lang række af de trends, som har huseret i pophistorien.
Det skal hun også evne at gøre i fremtiden. Hun skal have næse for at finde de rigtige musikalske samarbejdspartnere og have
rådgivere, der kan sætte et spejl op foran hende og sige: »Nej, duer ikke! Gør det der i stedet!«
Indtil Madonna viser, hvad en midaldrende popgigant kan, er dobbeltalbummet det optimale tidsfordriv.
De i alt 36 numre er sat sammen, så underholdningsværdien stort set hele tiden kører med høj puls. Man kan selvfølgelig godt høre, at ”Everybody” og ”Like A Virgin” samt ”Vogue” blev til i en anden tid.
Alligevel virker de langt fra gammeldags i selskab med ”Hung Up” og ”4 Minutes” samt de nye dansenumre, den dj-pumpede ”Celebration” og den hiphopprægede ”Revolver”, der understreger Madonnas unikke ”tidsfornemmelse”.
Denne evne har også gjort, at det er Madonna, der lægger navn til elektroniske mesterværker som ”Ray Of Light” og "Frozen” samt ”Music”.
Mariah Carey hører, målt på pladesalg, til i samme liga som Madonna. Men ellers virker de to sangerinder, som om de kommer fra forskellige planeter.
Carey er i høj grad vokalisten, der kan nå uanede højder. Til gengæld har den 39-årige solist ikke samme mod på kunstneriske udfordringer, og flere gange har hun udgivet album, hvor hendes unikke stemme stort set var det eneste, som lyste op.
Det nye album, der har en melankolsk, efterrationaliserende tone, mangler som oftest den slags udstråling, der kommer fra produktioner, der virkelig gør en forskel. Første single, den r&b-prægede ”Obsessed”, virker uforløst, mens for mange af balladerne bliver neutraliseret af for meget pænhed.
Bedst er den smukke, enkle ”Candy Bling”, og den veloplagte lettere legesyge ”It's A Wrap”, og så kan man selvfølgelig ikke lade være med at spidse ører, når Mariah Carey tager fat på britisk-amerikanske Foreigners store balladehit fra 1980'erne, ”I Want To Know What Love Is”.
Her huserer Careys vokal skyhøjt løftet af bl.a. et stort gospelkor. Det er for meget af det gode. Og dog.
Madonna
Mariah Carey
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



