Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Lukas Graham - Forum,.. | musik.guide.dk

Fuld fart på Grahams forkromede Christianiacykel

Lukas Graham overbeviste i Forum 10.000 gæster om, at han er tidens store hjemlige poporiginal.

SOUL/POP
Lukas Graham

Forum, Frederiksberg.

Lørdag


Det er sensationelt, at et ungt dansk navn inden for otte dage kan melde udsolgt til to koncerter i giganten Forum.

Men i alt ca. 20.000 musiklyttere har købt billet til Lukas Grahams triumf-træf i hovedstaden.

Den første var lørdag – den næste følger 5. december.

For fem år siden var Graham stort set ukendt. I dag rivaliserer han med Rasmus Seebach, Volbeat og Dizzy Mizz Lizzy i musikkens hjemlige superliga, og han råder over et internationalt potentiale, der lige nu synes uden sidestykke i dansk pop.

Lukas Grahams følsomt engagerede og humoristiske soul er ikke en tynd lokal aftapning af en global musiktrend. Den bramfri sanger er i høj grad sin egen, og det er hér poppens magi opstår.

51318469.jpg

Intet udsalg!

Det gjorde den også ved Danish Music Awards i Forum for nylig, da Lukas Graham bemærkede, at den ”publikumspris”, hans band scorede, var den eneste, der var værd at vinde, for ellers er det jo ”pladeselskabsfolk, der bestemmer”. Og mange seere fik en klump i halsen, da han rappede en takketale til sin mor og sin afdøde far og fik indflettet en glødende hensigtserklæring om ikke at sælge ud.

Sangeren kan musikalsk sammenlignes med en forkromet Christianiacykel: Han er ikke bange for at føre sig frem, han er drevet af jordnær passion og troværdighed – og han er nok bedst i medvind.

Det overstadige publikum gav lørdag aften sanger og band stormstyrke i ryggen, og meget materiale glimtede af verdensklasse. Balladen "7 Years" var uimodståelig og lød som et aktuelt svar på The Beatles ”When I'm Sixty-Four”.

51318472.jpg

"7 Years" sprudler af tændt fortællelyst om livets hurtige hastighed, hvor barndommens og ungdommens drømmeri pludselig bevæger sig mod pensionist-melankoli.

Graham følger sin egen rute mellem sød sentimentalitet og hjertegribende indlevelse, og som en ung McCartney har også Graham en instinktiv evne til at lave superlim-klæbende refræner.

Kramme-hit

Bandet anslog samme følsomme strenge i "Mama Said", der transformerede publikum til ét stort hengivent gospelkor, som krammede og fik tårer i øjenkrogen.

Det blev også i familien og intimsfæren med "Happy Home", der havde mægtig syng-med-samlende kraft. Men den sang varsler også en uheldig drejning mod begyndende tudetur over berømmelsens pris. Nøjagtig som vi har hørt det fra åndsbeslægtede navne som The Streets og Jokeren, før de rutsjede fra toppen af hiphoppen.

Lukas Graham bevarer forhåbentlig sin folkelige fabuleren, der hverken censurerer tjald-trip, sanseløs druk eller besøg på stripbarer. Det sidste i den forrygende "Strip No More” om fyren, der mukker over at favorit-stripperen har sagt op.

I Forum fik nummeret en smidig funksoulet energi, og forinden havde sangeren taget forskud på strip-temaet ved at smide trøjen. Med sine røde knælange shorts lignede han fuldstændig en folkelig antihelt.

51318468.jpg

Publikum blev takket hjerteligt, og københavnerbegivenheden fik ekstra kolorit, da rapgruppen Suspekt kom på gæstevisit.

Det var stort, men det kan blive større: Lukas Graham flirter med et internationalt gennembrud, og spørgsmålet er, om hans gør-det-selv-metoder kan finde fodslag med et kontant pladeselskab.

Skulle det svipse, kan de to Forum-koncerter vise sig at blive mindeværdige klimaks-nedslag i karrieren, som familiemennesket Graham engang kan fortælle børnebørnene om.

Anmeldelse af Justin Timberlake i Parken

07-05-2014: Justin Timberlake kaldte publikum i nationalarenaen for turneens hidtil bedste. Amerikaneren spillede masser af hits og dyrkede med stil og styrke soul, funk og disco. Læs artikel

Anmeldelse: Tom Jones (Store Vega, København)

25-11-2010: Trusse-regnen stilnede, da Tom Jones spillede i Store Vega. Sex-dyret var sat i bur. Gospel-brøleaben Jones var derimod på fri fod. Læs artikel

Anmeldelse: Tom Jones (Forum Horsens)

29-09-2009: Den vokale urkraft brænder stadig hos 69-årige Tom Jones, som forbliver en uforbederlig trussetyv og en buldrende brøleabe med soul i hjertet.

Læs artikel

Anmeldelse af Texas - Texas 25

16-02-2015: Cirklen er fuldendt, for Texas er tilbage ved udgangspunktet som værende aldeles umoderne. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...