Lana Del Rey: Born To Die (med tre bonusnumre)

POP

Lana Del Rey:

Born To Die (med tre bonusnumre)

Polydor/Universal Music

Lana Del Rey er tidens mest omtalte popsanger.

I efterhånden mange måneder er der med musikvideoer og skriverier på internettet og på tryk blevet bygget op til udgivelsen af ”Born To Die”. Nu er albummet her, og det er ikke så overvældende, som man kunne have drømt om. Men når hun har sine bedste stunder, tænker man, at den 25-årige amerikaner virkelig kan fylde et af forbillederne Nancy Sinatras støvler og blive en udfordrer - eller i hvert fald et alternativ - til Lady Gaga.

Lana Del Rey skiller sig ud, når hun med attitude som en isdronning, en stemme i stil med Dusty Springfield og Fleetwood Macs Stevie Nicks og slowmotion-arrangementer med strygere og guitar gør popmusik cool. Hun virker til gengæld ikke videre original, når hun bevæger sig for dybt ind i en hiphop-præget produktion.

Nyt navn - ny stil

Hun hedder egentlig Elizabeth Grant, er vokset op på afstand af de amerikanske metropoler, og har tidligere uden held forsøgt at opnå et gennembrud som sanger. Men så genopfandt hun sig selv - eller blev genopfundet - med nyt navn, et opsigtsvækkende image, som hun selv har karakteriseret som en fortabt Lolita og ikke mindst sangen ”Video Games”.

Nummeret er så langsomt, at man tror, at det er løgn i en tid, da alting skal gå så stærkt. Det er storslået med strygere, harpespil og trommer, og midt i det hele står Lana Del Rey og fortæller en kærlighedshistorie med de mest simple seksuelle undertoner, som såvel ung som gammel ikke vil kunne undgå at høre: »I heard that you like the bad girls, honey. Is that true?«

Det er ikke sidste gang, at Lana Del Rey går om på den anden side af kærlighedens pæne facade, hvor forvirring, smerte, afsavn og det farlige ønske om noget vildere og voldsommere huserer: »You like your girls insane,« konstaterer hun på ”Born To Die”, der slægter ”Video Games” på uden at være en nem kopi. Triphop-genrens mørke groovy væsen huserer her og på en tredje stærk skikkelse, ”Blue Jeans”. Med den titel skal der selvfølgelig også være en flirt med rock'n'roll og James Dean.

Mangler ideer

Albummets tre stærkeste sager er placeret tidligt på albummet sammen med ”Off To The Races”, ”Diet Mountain Dew” og ”National Anthem”, hvor Lana Del Rey til tider mikser sin sang op med noget, der kunne karakteriseres som rap, og til koncerterne kan disse sange give publikum lejlighed til at lufte noget af den energi, som de fortræffelige stille numre ikke på samme måde lægger op til.

Den iørefaldende ”Dark Paradise” har afgjort også folkelig appel. Men der er ikke specielt meget stil over en sang, som alle mulige andre kunne have lagt stemme til. Og den problemstilling viser sig flere gange på resten af pladen. Der har tydeligvis manglet ideer hos hovedpersonen og hendes hold af producere. Bedst blandt de mindre gode er den popsimple ”Radio”, den diva-arrangerede ”Million Dollar Man” og den eftertænksomme ”Summertime Sadness”. I den slemme ende befinder ”Carmen” sig som noget fra en musical, der skulle have været taget af plakaten for længe siden.

Det er allerede blevet diskuteret flittigt, om Lana Del Rey har, hvad der skal til som sanger og performer for at kunne overbevise på scenen. Forhåbentlig varer det ikke så længe, før hun optræder i Danmark.