Anmeldelse:
Anmeldelse: 2 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Lady Gaga - Multiarenaen, Herning | musik.guide.dk

Anmeldelse af Lady Gaga - Multiarenaen, Herning

Koncert: Lady Gaga tøjlede sin kreative galskab i Herning og kørte i mål med harmløs og haltende underholdning.

POP/ROCK
MULTIARENAEN, HERNING:
LADY GAGA
Lørdag

Da Lady Gaga tilbage i 2009 spillede en heftigt udknaldet og bizar koncert i K.B. Hallen på Frederiksberg, lød den ekshibitionistiske newyorker-særling som selve poppens fremtid. Men da festfurien indtog Parken i København i 2012, blev det ellers fantasifulde show slemt amputeret af sangerindens vidtløftige ambitioner om at favne alt fra Queen-rock til Madonna-pop, og koncerten kørte helt af sporet i maraton-monologer og en del tvivlsomt materiale. Fremtiden så ikke længere så blændende ud.

B971509563Z.1_20140928144524_000+G25G080J.1-0.jpg

Siden har kurven for Lady Gagas karriere peget stejlt nedad. Albummet ”Artpop” fra sidste år var en kunstnerisk skuffelse, og selv om det solgte flere millioner eksemplarer, var der tale om en markant salgsmæssig tilbagegang. Sangerinden måtte aflyse en del af sin forrige turné for at blive opereret, og hun floppede som filmskuespiller. Senest indgik hun i duo-samarbejde med den gamle crooner Tony Bennett, men ”Cheek to Cheek” har den alvorlige brist for et swing-album, at det ikke swinger.

Samler stumperne

Det kommercielle tilbageslag synes at have sat sit præg på det omrejsende Lady Gaga-show, som lørdag nåede til Herning, hvor der langtfra var udsolgt. Ret usædvanligt ville koncertarrangøren ikke oplyse antal solgte billetter. Men skeptikere, der blev hjemme, gik bestemt heller ikke glip af det store. Lady Gagas nye show forblev langt overvejende harmløs underholdning, hvor gakgak-løjerne i betænkelig grad var henvist til kulissen. Man fik indtryk af, at sangerinden forsøgte at samle stumperne op og konsolidere Gaga-forretningen med en nogenlunde konventionel og kulørt optræden med masser af dansere, bar hud og overforbrug af konfetti.

Det er problematisk og grundlæggende i strid med sangerindens ånd: for elsker man den manisk-hysteriske ener, er det netop for hendes kreative kaos, kogende sexfiksering og flippede freakshow.

I Herning gentog Gaga sin mantra-tyndslidte opfordring til fans om at slippe kreativiteten løs og dyrke individualitet og frihed. Men det klingede hult, eftersom hun selv var på kompromissøgende kurs med et gennemkoreograferet udklædningsshow, hvor sammenhængskraft, fortælling og vision stort set udeblev.

Kitsch-kulisser

En sigende undtagelse var, da hun gav ”Paparazzi” i et bizart, blæksprutte-lignende fastelavnskostume, der faktisk digtede vittigt videre på sangens omklamrende stalker-tema. Men ellers virkede Lady Gaga fanget i en blindgyde af billige og pointeløse kitsch-kulisser, der lignede noget fra en ”Superman”-film fra 1980’erne.

Når man løber igennem sangerindens bugnende hitkatalog, skulle man alligevel ikke tro, at det kunne gå helt galt. Men det gjorde det langt overvejende, for de musikere, som sangskriveren havde allieret sig med, insisterede på at smøre en ordinær rocklyd ud over de mange dancepop-træffere. Man kunne næsten have ønsket sig, at hele molevitten bare havde været præindspillet, så klubfesten kunne have tæsket derudad. I stedet manglede der den sidste klaskende dynamik i en sammenflettet hit-treenighed som ”Just Dance”, ”Poker Face” og ”Telephone”.

Andre sange savnede bare afgørende karakter og melodisk løft. Som de tre åbningsnumre, ”Artpop”, ”G.U.Y.” og ”Donatella”.

I det mindste blev det til en hæderlig, festlig finale, der afværgede den helt store skuffelse. Den beskidte slagsang-eufori i ”Bad Romance” kunne bandet ikke spænde ben for. ”Applause” blev et overraskende medrivende indslag, og Lady Gaga genfandt sin utæmmede vildskab i den rasende electrorock-aggressive ”Swine”.

Til sidst endte festen noget brat med det enlige ekstranummer”Gypsy”, hvor sangerinden funderede:

»Sometimes a story has no end.«

Men er historien ved at slutte for fænomenet Lady Gaga? I Herning mødte vi i hvert fald en blinkende stjerne, der virkede trist blegnet på firmamentet.

Anmeldelse af Tony Bennet & Lady Gaga - Cheek to Cheek

22-09-2014: Lady Gaga finder ikke lykken med swingmusik, mens Lenny Kravitz afslører en mangel på opfindsomhed. Læs artikel

Anmeldelse af Robbie Williams i Multiarenaen, Herning

12-05-2014: Koncert: Robbie Williams fik både hjælp af sin far og et børnekor, og han blev gift med en fan. Men koncerten haltede alligevel. Læs artikel

Anmeldelse af One Direction i Forum

11-05-2013: One Direction gentog succesen fra Boxen. Publikum skreg og sang med under en koncert af svingende kvalitet. I bund og grund er verdens største boyband dog et sundhedstegn for popmusikken. Læs artikel

Anmeldelse af One Direction i Boxen, Herning

06-05-2013: Engelsk-irske One Direction var på charmeoffensiv i Boxen i Herning. De så ud, som om de hyggede sig med både hinanden og publikum, og de havde i den grad lært at vinke. Musikoplevelsen var af svingende kvalitet. Læs artikel

Anmeldelse af Justin Bieber i Parken

22-04-2013: Koncertanmeldelse: Fanskaren hyldede Justin Bieber, men den unge canadier lignede mest en, der blot var på arbejde i en ny by på en lang turné. Hans popsange kunne slet ikke stå distancen i det store koncertformat, og han var bestemt heller ikke nogen stor showmand. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...