Der er nyt på vej fra Kylie Minogue. Foto: AP/Rick Rycroft
Det er tre år siden, at den knap 42-årige australske sangerinde udgav albummet "X", og nu er hun altså klar med sit 11. studiealbum.
Albummet har fået navnet "Aphrodite", som var den græske gudinde for elskov og skønhed, og det udkommer den 5. juli.
Allerede den 28. juni kommer dog albummets første single, "All the lovers", på gaden.
“Singlen var et af de seneste numre, som blev skrevet til albummet. Da jeg indspillede det, vidste jeg, at "All the lovers” måtte blive den første single. Sangen opsummerer albummets eufori. Det giver mig gåsehud, så jeg er meget spændt på, hvad andre synes som det," udtaler Kylie Minogue.
Albummet er produceret af Stuart Price og foruden Kylie Minogue selv er sangskriverne bl.a. Stuart Price, Calvin Harris, Jake Shears, Nerina Pallot og Tim Rice-Oxley fra gruppen Keane.
Kylie Minogue fik sit musikalske gennembrud med "I Should Be So Lucky" i 1988. Siden fulgte adskillige hitsingler, men i løbet af 1990'erne døde hitsene ud for den lille sangerinde.
Nedturen blev dog brat vendt i 2000, hvor sangen "Spinning Around" fra albummet "Light Years" endnu engang satte hendes navn på hitlisterne rundt om i verden.
I 2005 fik hun konstateret brystkræft, men allerede året efter fortsatte den nu raske Minogue den turné, som sygdommen tvang hende til at afbryde.
I 2009 spillede hun på Skanderborg Festival, hvor Morgenavisen Jyllands-Postens anmelder Kasper Schütt-Jensen bl.a. skrev: "Popstjernen formåede at kommunikere med sine fans på en afslappet måde, som hverken Madonna, Beyoncé eller Britney Spears evner."
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



