Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Anmeldelse: Kylie Minogue (Multiarenaen, Herning)

Kylies verdenspremiere i Herning bød på storslået show uden fine fornemmelser. Dog med enkelte fæle fejldispositioner.

Både Kylie Minogues nye album og turné har fået overskriften ”Aphrodite”, og så er karrieren fint kondenseret. Afrodite er den græske gudinde for kærlighed, skønhed og seksualitet, og det er netop med alliance i denne treenighed, at Kylie har fastholdt sin plads på poppens Olympen-tinde i mere end to årtier.

Hvad enten hun har forført publikum som nuttet og trutmundet teenager med tyggegummi-træfferen ”I Should Be So Lucky” - eller ved hjælp af pophistoriens mest sexede brug af et par hotpants i videoen til comeback-nummeret ”Spinning Around”.

Siden har den stået på så mange ”comebacks”, at de fleste vel bare forventer, at Kylie er fast indslag på tv, i radio og i en koncertsal nær dig.

Lørdag aften var stedet Hernings multiarena, hvor 8.500 begejstrede - men noget afdæmpede og langt fra overstadige - gæster var på plads.

Selve showet var ellers i passager så ambitiøst koreograferet og klaskende musikalsk medrivende, at det inviterede til decideret pop-eufori. En reaktion den 42-årige sangerinde nok skal inspirere til, når turnéen nu ruller verden rundt.

Dejlige Kylie

Der er masser for øjnene - og også en del for ørerne - når den lille australske sexkilling spinder på ny.

Kampen for helbred og holdbarhed synes bare at være prellet af på hendes smækre skikkelse og stramme ansigtshud, og da Kylie indtog scenen som en Venus i en guld-muslingeskal, strålede hun som om hun netop havde rejst sig i sensuel slowmotion fra ungdommens kilde.

Det livgivende vand var et gennemgående tema i dette sanselighedens græske tempel. Lige fra de svømmende skønheder m/k på storskærmene til det voluminøse brag af en finale med fontæner overalt.

Det ene af springvandene voksede endda op under Kylie og dansere på den fremskudte scene, som en smag- og effektfuld overraskelse.

Muskelmænd spændt for

Forinden havde sangerinden holdt sin private modeopvisning med alt fra lette græske gudinde-gevandter over diminutive shorts til guld-corsage, og det kvindelige publikum blev ikke snydt for lir.

De kunne bl.a. sende hede blikke efter de muskuløse adonis-dansere, der i næsten ingenting trak Kylie afsted i en guldkaret! Glem alt om god smag. Tag det – eller tag dig sammen.

Kylie var strålende - showmæssigt og musikalsk - i den vidunderlig disco-klaskende ”Spinning Around”, den gamle pop-perle ”Better the Devil You Know” og i en mageløst iscenesat ”Slow”, der udviklede sig fra kælen jazz til lækkert electro-groove. Og den hypnotiske danse-ballade ”Confide In Me” var rent ud rørende.

Surt selvmål

Men ærgerligt nok spændte stjernen ben for festlighederne ved et par fejlskud i fornyelsens ånd. ”Can't Get You Out of My Head”, et af verdens bedste dansenumre, blev skamferet i et bovlamt rock-arrangement, og middelmådige sange som ”Cupid Boy” og "Everything is Beautiful" kunne snildt have været udskiftet med langt mere fængende materiale.

Begge sange er fra det nye album, hvor Kylie også er blevet slemt anonym i et digitalt producer-univers af klinisk kalkule.

På en scene er hun dog fortsat en charmerende og pirrende show-diva, der regerer i sit helt eget drømmeland af evig ungdom og skønhed.

TV: Se Kylie på scenen i Herning

Kort om Kylie

  • Født den 28. maj 1968 i Melbourne, Australien.
  • Blev som barn/teenager kendt som skuespiller i hjemlandet. Hun medvirkede i en række såkaldte sæbe-operaer, hvoraf den mest kendte var ”Neighbours”.
  • Blev et af sen-firsernes største popnavne med hjælp fra producer-trioen Stock, Aitken & Waterman.
  • Det nye udspil, ”Aphrodite”, er Kylie Minogues 11. studiealbum.

Det spillede Kylie

  • Aphrodite
  • The One
  • Wow
  • Illusion
  • I Believe in You
  • Cupid Boy
  • Spinning Around
  • Get Outta My Way
  • What Do I Have to Do
  • Everything is Beautiful
  • Slow
  • Confide in Me
  • Can't Get You Out of My Head
  • In My Arms
  • Looking for an Angel
  • Closer
  • There Must be an Angel (Eurythmics-sang)
  • Love at First Sight/ Can't Beat the Feeling
  • If You Don't Love Me
  • Better the Devil You Know
  • Put Your Hands Up
  • On A Night Like This
  • All the Lovers

Anmeldelse: Take That: Progress Live

12-12-2011: Gode dyr var rådne, da Robbie Williams forud for sommerens anden Take That-koncert i Parken angiveligt satte tænderne i en dårlig hummer. Læs artikel

Anmeldelse: Take That: Progressed

17-06-2011: Take That er taget på en turné, der omfatter to shows i Danmark - nye sange udkommet. Læs artikel

Nyhed: Europas største musikfestival er ren magi

27-06-2010: Stevie Wonder sluttede som rosinen i pølseenden søndag tre dages musikfestival i engelske Glastonbury. Læs artikel

Nyhed: Kylie Minogue på vej med ny musik

20-04-2010: Kylie Minogue indtager rollen som forførende gudinde på sit kommende album.

Læs artikel

Anmeldelse: Kylie Minogue: Boombox - The Remix Album 2000-2008

12-01-2009: Den australske popstjerne udgiver danseopsamling, der har både charme og kontant afregning.

Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...