Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Kim Larsen - Viften, Rødovre | musik.guide.dk

Anmeldelse af Kim Larsen - Viften, Rødovre

Kim Larsen indledte sin turné med stok og stol. Hans vokal, backingband og hitparade fejlede til gengæld ikke noget.

Viften, Rødovre
Kim Larsen, turnépremiere
Fredag

Kim Larsen har i årtier fremstået som en spillemand, der traf sine helt egne beslutninger, uanset hvad folket og fanskaren mente.

Han tog sig i sin tid den frihed at lege solist, mens han var en del af Gasolin’, og da Danmarks mest populære rockgruppe sidst i 1970’erne var udbrændt som kollektiv, var han hurtigt videre til en karriere i eget navn. Men så snart publikum havde vænnet sig til Larsen uden Gasolin’, rykkede han til New York for at gøre sin amerikanske drøm til virkelighed. Forgæves.

En sællert uden sidestykke

Hjemme igen valgte han de danske gloser, og med pladerne ”Midt om natten” og ”Forklædt som voksen” blev han en sællert uden sidestykke i dansk musik. Der var dengang og siden meninger om, hvorvidt Kim Larsen udfordrede sig selv nok i musik og tekst, om han blev for poppet og jovial, og om han valgte de rigtige musikere og producere til sine projekter. Men hovedpersonen gjorde, hvad han ville. Og han kunne gøre præcis, som han ønskede, fordi han var landets mest populære sanger. Når man sælger flere billetter og plader end de andre, er der ikke noget at diskutere. Slet ikke for Kim Larsen.

»This is my life, and I don’t care,« har Kim Larsen sunget i årevis. Dén sang han også til premieren på den turné, der er planlagt til at komme rundt i snart sagt alle hjørner af Danmark i løbet af 2015. Og det er stadig Kim Larsens liv. Og han gør fortsat, hvad der passer ham. Men der er alligevel en forskel. For han har ikke længere den samme bevægelsesfrihed. I bogstaveligste forstand. I flere år er der blevet skrevet om Kim Larsens diskusprolaps, hans voldsomme rygproblemer og koncerter, som har måttet aflyses.

En stok og en rød stol

På spillestedet Viften i Rødovre kom den 69-årige Kim Larsen gående ind på scenen med en stok. Under normale omstændigheder ville han være gået direkte til et mikrofonstativ midt på scenen. Fredag aften gik han hen til scenens højre side. Her stod en rød stol og et lille mørkt bord. I første omgang tænkte man, at han nok skulle spille et enkelt nummer alene. Men hans backingband Kjukken fulgte efter hovedpersonen.

»Velsignet er den, der sætter sig ned,« sagde Kim Larsen.

Han havde ikke på forhånd i en pressemeddelelse eller på et socialt medie forklaret de 700 tilhørere i den udsolgte sal og resten af Danmark, at han ville optræde siddende. Naturligvis havde han ikke det.

45747532.jpg

Under koncerten sagde han ikke et ord om, hvorfor stokken eller stolen var nødvendig. Selvfølgelig gjorde han ikke det.

For Kim Larsen har aldrig været forklaringens eller afklaringens mand. Eller nuanceringens mand. Han har sine holdninger, og så kan man ellers tage det, han siger og gør, for gode varer. Eller man kan holde sig væk.

Gangbesværet og tyndere end tidligere

Under koncerten kom Kim Larsen med en enkelt selverkendelse. Da han skulle synge Gasolin’-klassikeren ”Masser af succes”, erkendte han, at der var engang, da også han stræbte efter berømmelsen. Men ikke længere, var budskabet. Det er blot ikke rigtigt. Tydeligvis gangbesværet, tyndere end tidligere og udstyret med stok og stol viste Kim Larsen netop, at han ikke kan undvære rampelyset, bifaldene, fællessangene og samarbejdet med musikere.

Han kunne uden tvivl bare være blevet væk. Han fylder 70 år til oktober, og årsregnskabet fra hans selskab, Kim Larsen ApS, viser, at han er mangemillionær. Så når han på et svært tidspunkt i karrieren alligevel går ind på scenen for siddende at synge og spille elektrisk og akustisk guitar, er det, fordi han ikke kan undvære at optræde og blive hyldet.

Sådan er det, hvad enten han vil indrømme det eller ej. Kim Larsen er ude i offentligheden ikke gavmild med indrømmelser – eller ros og opfordringer. Han skamroser ikke sine hårdtarbejdende musikere efter en solo, og han opfordrer ikke ustandseligt sit publikum til at synge med. Ikke engang, da han sang ”Jyllingevej”, der ligger få minutters køretur fra Viften, opsøgte han en særlig samhørighed. Men tilhørerne fra Rødovre holdt deres egen fest med sangen, og hele aftenen var der masser af bifald og fællessang. Hvilket grundlæggende handlede om, at Kim Larsen trods stokken og stolen kunne levere sin karakteristiske og stærke stemme. Ingen har sunget som Larsen. Og han kunne stadig synge, hvilket var utroligt vigtigt for oplevelsen. Han fumlede lidt med guitaren et par gange og kom også i tvivl om, hvad der skulle ske som det næste. Men det kan ske for enhver til en premiere. Havde han til gengæld åbnet sit store gab uden at kunne synge, som han plejer, havde det været kritisk.

Fokus på stærke sange

Det gjorde også koncerten gavn, at Larsen fokuserede på især en række solide, ældre solosange og klassikere med Gasolin’. Der var også afstikkere til f.eks. det seneste album, ”Du glade verden”. Men disse numre mindede os mest af alt om, at Larsens storhedstid som sangskriver og pladekunstner ligger mange år tilbage.

Gasolin’-stemningen ”Langebro” var en stærk indledning. Senere fulgte ”Christianshavns kanal”, ”Kattemor”, ”Køb bananer”, ”Tarzan mama mia”, ”Rabalderstræde” og ”Midt om natten”. Det var i disse øjeblikke, at aftenen blev noget særligt. Og den foryngede udgave af Kjukken skal have en del af æren. Kun guitarist Karsten Skovgaard har været med siden midt i 1990’erne. Bassist Jesper Haugaard har spillet med i en halv snes år, mens Jens Langhorn er ny bag trommerne. Det kunne mærkes. Langhorn var engang medlem af det stærke rockband Fielfraz. I Kim Larsens selskab spillede Langhorn med musklerne, demonstrerede timing og evne til sammenspil. Som en enhed leverede trioen masser af rå dansk rock. Men de kunne også give et arrangement en blidere stemning, og så var der desværre også momenter, hvor der gik for meget røvbalderock i koncerten.

Kim Larsen sang undervejs sin fortolkning af ”Så længe skuden kan gå”. Så længe han kan synge, som han gjorde i Viften, er stokken ikke noget problem.

Sætliste

Langebro

Natten er blid

Christianshavns kanal

Bare for at gøre en forskel

Byens hotel

Forklædt som voksen

Masser af succes

Sømand ombord

Smukke unge mennesker

Sød symfoni

Mig og Molly

Her står jeg

Kvinde min

Så længe skuden kan gå

1910

Jyllingevej

Jutlandia

Sjagge

Ind i mørket

Kattemor

Køb bananer

This Is My Life

Tarzan mama mia

Rabalderstræde

Midt om natten

Kringsat af fjender

Solsortevej

Anmeldelse: Kim Larsen & Kjukken (Store Vega)

03-12-2008: Landets mest populære solist havde børnesange, digte, solosucceser og Gasolin’-klassikere på sætlisten. Især det elektriske rocksæt var skuffende.

Læs artikel

Anmeldelse af Kim Larsen & Kjukken i Portalen, Greve

01-02-2013: Kim Larsen er tilbage som relevant rock-poet med et rørende miks af slidstærke nyheder og gammelt guld. Læs artikel

Anmeldelse: Tina Dickow: True North

13-12-2011: Filmen/koncertoptagelsen ”True North” kan markere et afgørende vendepunkt for Tina Dickow. Sangerinden viser mod og eventyrlyst i selskab med DR UnderholdningsOrkestret. Læs artikel

Anmeldelse: Agnes Obel (Jazzhouse, København)

21-02-2011: Alvorsfuld melankoli og tyste moderne måneskinssonater: Det kan umuligt sælge. Medmindre man hedder Agnes Obel. Læs artikel

Anmeldelse: Tina Dickow og Steffen Brandt (Roskilde-Hallerne)

09-05-2009: To af dansk musiks kommercielle giganter har slået sig sammen, og Steffen Brandt og Tina Dickow synger så selv verdens ulykkeligste mand må live lidt op.

Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...