Winding/Blachman: Musicality

Winding/Blachman:

Musicality

Mermaid Records

I X Factor på DR har dommer Thomas Blachman i ugevis tordnet op om, at deltagerne skulle adskille sig fra mængden og lade være med at lyde som muzak til en beruset aften for herr og fru Danmark.

Nu giver han selv lyd fra sig, og man må give ham den kredit, at han hverken lyder som Linda, Asian Sensation eller ABC - eller Lucas og Mohamed for den sags skyld.

Sammen med Kasper Winding, som han har samarbejdet med i flere vellykkede omgange, udgiver Blachman en EP – et minialbum på syv numre, der får deres brændstof fra den franske 1990’er-electroscene, 1970’ernes psykedeliske funkfantasier, 1960’ernes lsd-trippende pop og enkelte skvulp fra blandt andet noget, der kunne betegnes som eksperimento-jazz.

Elektronisk filter

Der hersker ingen tvivl om, at både Blachman og Winding er på vokalt arbejde. Men deres sang bliver som oftest aldrig udstillet klart og tydeligt, da deres stemmer er blevet trukket igennem et elektronisk filter.

Pladen indledes med titelnummeret, der veksler mellem et ganske interessant iørefaldende element og så en stilstandsrapport med en række ordkvababbelser fra en euforiserende baghave, hvor græsset står uendeligt højt.

På ”70’s Toys” sænkes tempoet, og man føres på sporet af et stenet jazzet univers, før sangen løftes ind i et af pladens mest iørefaldende og tilgængelige momenter, der får en til at strejfe tanken om en vokalharmoni skruet sammen af Brian Wilson et sted på den amerikanske vestkyst.

Reel sanger

På ”Talk Talk Talk” træder Kasper Winding frem som reel sanger, og man fornemmer også, at Blachman rumsterer med en vokal med velkendt kølighed i en produktion, der virker en anelse for overlæsset med ideer. Hvorfor ikke bare gå efter den lille naive popsang, der gemmer sig derinde et sted?

”Welcome To The Pool Of Love” får en til at tænke på Aqua-Sørens hyperoptimistiske Lazyboy-projekt fra 2004, hvor diverse stemmer over hyggelig dansemuzak ævlede løs ved hjælp af alverdens leksikon-oplysninger.

Stewardesse-stemme

Winding/Blachman har til deres hyggeoplevelse allieret sig med en stewardesse-lignende stemme, der får sagt en masse ord og især ”Love”. Man får dog aldrig rigtigt kærligheden at føle, og da nummeret ebber ud, må man spørge sig selv, hvad det lige skulle til for.

Så forstår man bedre ærindet med ”That’s No Shame”.

Her har d’herrer stræbt efter at give lytterne en lille drømmende popoplevelse.

Det går lige an på grund af det luftige arrangement, og hvis Kasper Winding havde fået lov at agere i det vokale felt på egen hånd, kunne den næsten være gået rent hjem. Men hvorfor Blachman (er det vist nok) skal ind over med noget, der kan oversættes til weltschmerz-rap, er uforståeligt.

Den glade galskab

”Dumb Like A Tom Tom” strejfer med sit ”uhuh” den glade galskab, som man kan finde hos britiske Gorillaz, før nummeret løftes ind under en roterende discokugle og titlen får frit løb. Men desværre lader Winding og Blachman heller ikke denne gang sangen få lov at blive i sit mest naturlige univers.

I stedet skal nye ideer lige slippes fri. Til ingen verdens nytte.

Efter sigende vil de ”two gentlemen of European origin”, som det hedder sig i den engelsksprogede pressemeddelelse, give musikforbrugerne flere sange i den kommende tid.

Må man have lov at håbe, at de bliver mindre gavmilde med eksperimenterne og mere målbevidste hitmagere?

Måske dommerkollegerne Remee og Lina Rafn kunne hjælpe?