Anmeldelse: Joan As Police Woman: The Deep Field

SOUL/POP

Joan As Police Woman:

The Deep Field

Play It Again Sam/VME

Er udkommet

Sangerinden og multi-instrumentalisten Joan Wasser blev bl.a. kendt herhjemme som et blikfang i den excentriske sanger Rufus Wainwrights imponerende gode liveband.

Siden har den amerikanske kunstner i egen interesse og under navnet Joan As Police Woman fået tag i et ganske stort dansk publikum, hvoraf mange vil være at finde til hendes koncert i Amager Bio fredag den 18. februar.

Her vil den 40-årige Joan Wasser uden tvivl bruge en stor del af minutterne på at præsentere sangene fra det nye - hendes fjerde - album, der både demonstrerer hovedpersonens styrker og udfordringer som en dygtig musikant og evigt søgende sjæl.

Luksuriøs synergi

Hun er ude og lede efter magi, som hun synger på ”The Magic”, der er et dejligt enkelt, soulfyldt nummer. Samme slags groovy åbenhed oplever man på den svimmelramte ”The Action Man”, der kunne etiketteres som et vellykket kvindeligt modstykke til Steely Dans luksuriøse synergi af jazz, soul og rock.

Den bedste oplevelse er ”Flash”, der suger opmærksomhed til sig med en stemning, der lader til at være skabt af en frygt for, at den største lykkefølelse kan blive maltrakteret af et frygteligt tab.

For overgjort

De nævnte sange samt endnu en vigtig størrelse ”Run For Love” udgør den stærke første del af pladen, hvor kunst og kommercialisme går hånd i hånd. Pladens anden del er lidt mere ujævn.

På ”Human Condition”, der er én stor hilsen til Dusty Springfields legendariske godt 40 år gamle soulpopalbum ”Dusty In Memphis”, ender de fine intentioner i et lidt for overgjort arrangement.

Samme slags anke kan man have om ”Forever And A Year”, mens Joan Wasser på den mørkelagte ballade ”Chemmie” bliver en anelse for dramatisk i sit vokale udtryk.