Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Jenny Wilson i Østre Gasværk,.. | musik.guide.dk

Koncert mellem to stole

Dårlig lyd og respekt for de uskrevne sociale spilleregler kom i vejen for en dansefest.

POP
Østre Gasværk Teater, København
Jenny Wilson
Mandag

Stolen er en genial opfindelse. For de fleste af os er den en støtte under både arbejde og fritid, Danmarks Riges Grundlov blev underskrevet siddende på en stol, og tænk blot på, hvad selskabsaktiviteten ”stoleleg” havde været uden vores firbenede ven. Men til en koncert med dansant musik – der er stolen ikke meget bevendt.

Dansemusik er, hvad Jenny Wilson er aktuel med et album med.

Den svenske musiker har opbygget en betragtelig dansk fanskare via mange udsolgte koncerter og tre albums med skæv pop og soul, og dømt ud fra den udsolgte koncert har det ikke mindsket appellen, at hendes nye plade er en elektronisk pumpet sag.

Men af samme grund var det ikke genialt at afholde koncerten i et teater med nummererede siddepladser, endda med et baggrundstæppe af videocollage som yderligere pacificering. De fire musikere på scenen gjorde, hvad de skulle, mens Jenny Wilson gav den som en husmandsMichael Jackson i sort jakkesæt, kasket og små skridt ud på det, der normalt er en teaterscene. Men under koncerten lignede den et forladt dansegulv og understregede den matte stemning i de første fem numre.

For det altovervejende kvindelige publikum ville gerne danse. Men nu havde det fået tildelt sæder. Hvis nogen tror, at nutidens unge er en flok flanører uden respekt for sociale regler, har de ikke været til en Jenny Wilson-koncert.

Respekt for fløjlsstole

Dilemmaet var det samme, da hun i 2010 spillede i DR’s koncerthus med et gospelkor foran et publikum, der så gerne ville danse, men ikke turde af respekt for fløjlsstolene.

Heldigvis tog svenskeren til sidst konsekvensen og inviterede publikum ned på gulvet. Og snart begyndte sivningen ned til, hvad der blev en fest. Mest med nye numre og enkelte elektrificerede udgaver af gamle hits, og selv om Jenny Wilson ikke er nogen gudbenådet kapelmester, leverede hun en ærlig og medrivende indsats.

Desværre blev hun modarbejdet af lyden i teateret. Nede foran scenen lød musikken ret flad, da salens blot to højtalere hang hævet helt oppe ved teatrets hvælving, og på stolerækkerne forsvandt sangerindens dybe toner ind bag det samlede lydbillede.

Den samlede konklusion går til gengæld rent igennem: Ved næste koncert bør hun sætte stolen for døren og kræve et traditionelt spillested.

Anmeldelse af LCD Soundsystem - The Long Goodbye - Live at Madison Square Garden

10-06-2014: Afslutningskoncerten med populært danseband er nu endelig blevet til en udgivelse. Læs artikel

Anmeldelse: Mø skød sig op blandt stjernerne

11-04-2014: Stjernestund: Danske Mø gav en uovertruffen koncert, der ikke efterlod tvivl om hendes enorme potentiale. Læs artikel

Anmeldelse af Pink i Multiarenaen, Herning

01-06-2013: Popkoncert: Pink gik i frustrerende lydfælde i selskab med 15.000 gæster i Herning. Læs artikel

Anmeldelse: Medina (Tobakken, Esbjerg)

17-02-2012: Medina slingrer mellem at være en sexet dansk dansegulvs-dronning og en parodi på sig selv. Læs artikel

Anmeldelse: Rihanna (Multiarenaen, Herning)

29-10-2011: Rihanna forførte 15.000 mennesker med forrygende popshow i Herning. Hun kunne endda synge. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...