Anmeldelse: Hush: Backroads

Hush:

Backroads

Universal Music

Man føler sig i rigtig godt selskab og er varmet godt op, men det hele slutter brat.

10 numre, 36 minutter og 26 sekunder – mere blev det ikke til. Og hvor er det ærgerligt, fordi indtil da havde man oplevet gode popnumre, som nok skal gøre sig på radio, og enkelte numre, hvor der man virkelig kunne føle, at der var arbejdet i bund med samtlige detaljer – og med et flot slutprodukt.

Der var også minutter, da man tænkte: Nå ja, det er et overgangsnummer. Men når spilletiden er så kort, kommer disse numre til at fylde for meget i helhedsbilledet.

Og jeg må sige, at selv efter flere gennemspilninger virker det umotiveret, at pladen har så kort spilletid.

Hvis det kun skulle være 10 numre, var der i hvert fald flere numre, som man kunne have arbejdet med og gjort længere, uden at det ville føles langtrukkent.

Stort arbejde

Lige fra begyndelsen genkender man Dorthe Gerlachs tynde, fine stemme. Det helt rigtige supplement mange steder er multimusikeren Michael Hartmanns mange forskellige strengeinstrumenter.

Og hvor har der været arbejdet med materialet – duoen har samarbejdet med flere amerikanere for at få numrene til verden. Stort cadeau for det.

Blandt andet P.J. Smith, som de også skrev hittet ”For All The Right Reasons” med – nummeret, som blev gruppens kommercielle gennembrud.

Og trioens nummer er da også udsendt som det første singleuddrag fra pladen, og ”Where The Sky Meets The Sea” har hitpotentiale.

Lige på og hårdt, når man tænker på følsomme Hush, men det fungerer.

Udspillet kommer samlet fint fra start og slutter pænt af.

Havde der dog bare været flere numre eller længere spilletid, så kunne pladen være sendt til stjernerne. Nu ender man på det jævne.