Artiklens emner:
Find mere om:
Hits (valgte)
Klassikere (valgte)

Stadig liv i hitfabrikken

Musikjubilæum: Det amerikanske pladeselskab Motown blev ved hjælp af en sikker strøm af hits en stor forretning. 50 år efter begyndelsen skiller sange med Stevie Wonder, Diana Ross, Michael Jackson og Marvin Gaye sig stadig ud som klassikere.

Pophistorien har været fuld af pladeselskaber. Men langt de fleste har måttet leve mere eller mindre anonymt i skyggen af solisten eller bandet.

Sådan er det ikke med det 50 år gamle Motown, der blev etableret i den amerikanske bilby Detroit. Selv om pladeselskabet stod bag stjernenavne som Smokey Robinson, Four Tops og Temptations samt ikke mindst Diana Ross, Marvin Gaye, Stevie Wonder og Michael Jackson, har Motown opnået sin helt egen plads i pophistorien.

Man taler fortsat om ”The Motown Sound”, hvorved selskabet fusionerede energien fra gospel og rhythm & blues med popmelodien og et tekstunivers proppet med kærlighedens glæder og sorger.

Der stilles også stadig skarpt på, at Motown i specielt den første halve snes år fungerede som en musikfabrik, der i døgndrift og uge efter uge producerede hitsingler - i løbet af 10 år opnåede selskabet over 100 top 10-hit, bl.a. ”I Heard It Through The Grapevine” med Marvin Gaye, ”Please Mr. Postman” med The Marvelettes, ”Stop! In The Name Of Love” med The Supremes og ”The Tears Of A Clown” med Smokey Robinson og The Miracles.

Skarp udskilning
Med Motowns stifter, Berry Gordy, som overdommer blev sangene som regel bedømt om fredagen. Var der et potentielt hit, fik det lov at slippe af sted til forbrugerne. Ellers blev det kasseret eller sendt retur til de udvalgte sangskrivere og producere samt ikke mindst det særlige hold af musikere, der udgjorde det stærke inventar på hitpladerne.

Det er således blevet en læresætning, at disse musikere, kaldet The Funk Brothers, optrådte på mange flere hits, end f.eks. The Beatles eller Elvis leverede.

Men Motown-fabrikken handlede i de første mange år om endnu mere end at skrive og indspille musik. En del af succesen på hitlisterne skyldtes, at selskabet bedre end de fleste andre formåede at pakke såvel musikerne, der ofte kom fra fattige kår, som musikken rigtigt ind.

Selskabets solister og bands blev ganske enkelt kørt igennem en proces, hvor de blev klædt pænt på og lærte at agere charmerende og imødekommende på scene og fotos og i den skrevne presse, radio og tv. Dermed fik man med Motown hele pakken. Eller som det hed: ”The Sound Of Young America”.

Dén blev altovervejende leveret af sorte musikere, men formåede at tale til såvel sorte som hvide musikforbrugere, og dermed var grundlaget for stor succes i hjemlandet og mange andre lande skabt. Derfor kom Motown, som Berry Gordy havde etableret ved hjælp af et lån på 800 dollars, i 1960'erne til at fremstå som en sjældent succesrig musikforretning.

Krøllet glansbillede
Efterhånden som der blev stadig mindre tilbage af 1960'erne, blev glansbilledet dog mere krøllet. I Motowns maskinrum med sangskrivere, producere og spillemænd hørte man kritik af Gordys måde at lede forretningen på.

Et tydeligt tegn på uoverensstemmelser fik omverdenen, da sangskriversuccesen Holland-Dozier-Holland forlod hitfabrikken, fordi de var utilfredse med, hvordan de var stillet rent økonomisk.

I dag er det også muligt at finde Motown-musikere, der ikke kun har ros til overs for jubilaren.

Otis Williams fra Temptations fortæller i et interview på Cleveland.com, at der var mange skænderier om, hvad der kunne og skulle hitte. Han slår også fast, at Berry Gordy var en hård styrmand, der ikke accepterede, at deltagere i et møde kom sekunder for sent.

Smokey Robinson, der var både solist, sangskriver og en lederskikkelse i Motown, var blandt dem, der måtte vente uden for døren, fordi han kom for sent. I samme interview er det dog Motowns evne til i de turbulente 1960'ere at forene den amerikanske befolkning ved hjælp af musik, som han går mest op i.

Smokey Robinson fortæller om, hvordan han og andre kunstnere i selskabets begyndelse ved shows i sydstaterne kunne opleve, at sorte og hvide blev godt underholdt, men også holdt sig fra hinandens selskab. Da Motown-kunstnerne senere turnerede samme steder, var oplevelsen ifølge Robinson helt anderledes.

»De dansede og havde det sjovt sammen, fordi de havde en fælles kærlighed til Motowns musik.«

Profit frem for politik
I 1960'erne blev der dog flere gange sat spørgsmålstegn ved, hvor meget Motown og Gordy reelt involverede sig i andet end at udgive popmusik og tjene penge. Allerførste hit fra Motown hed ”Money (That's What I Want)”, og Berry Gordys jagt på profit i 1960'erne blev ikke gemt af vejen, da han efterhånden rykkede en stadig større del af forretningen fra Detroit til underholdningsmekkaet Los Angeles, hvor han udvidede butikken til at indspille film.

Desuden er der i både bøger og artikler i dette årti peget på, at Gordy først - og modvilligt - begyndte at udgive mere politisk præget musik, da han kunne se, at andre pladeselskaber havde succes med den slags.

Ydermere måtte bossen efterhånden slippe tøjlerne på stjerner som Marvin Gaye og Stevie Wonder. De fik - på forskellig vis - større kontrol med karrieren. Wonder udgav i 1972-1973 den stilskabende albumtrilogi ”Music Of My Mind”, ”Talking Book” og ”Innervisions”, mens Marvin Gayes hovedværk, ”What's Going' On”, kom i 1971.

Endelig måtte Gordy i slutningen af de ellers ganske succesfulde 1970'ere se sit allerstørste stjernefrø, Michael Jackson, vende Motown ryggen. Jackson havde som både solist og en del af det musikalske familieforetagende Jackson 5 i årevis leveret en lang række succesoplevelser til Motown.

Solgte livsværk
Men i 1979 udgav Michael Jackson det populære album ”Off The Wall” på selskabet Epic, og i den næste halve snes år fulgte den amerikanske solist op med nogle af pophistoriens allerstørste albumsucceser, ”Thriller”, ”Bad” og ”Dangerous”.

I samme periode blev Motown slået groggy rent økonomisk. Hitmaskinen kunne ikke i tilstrækkelig grad levere de nødvendige indbringende succeser, og Berry Gordy, der i sine unge dage var en lovende bokser, slog i slutfirserne til og solgte sit livsværk.

Men Motown har overlevet som et aktivt plademærke og har i en årrække været en del af verdens største pladeselskabskoncern, Universal Music. Blandt tidens Motown-kunstnere er Q-Tip, Akon, Erykah Badu - og Stevie Wonder.

I det amerikanske musikbranchemagasin Billboard gør 79-årige Berry Gordy status:

»Jeg nød at lave pladerne. Nu kan jeg se anderledes på det og sige: O.k., vi gjorde det virkelig.«

Motown

Stiftet 12. januar 1959 under navnet Tamla Records.

Året efter blev Motown Record Corporation skabt. I årenes løb opstod der en lang række plademærker inden for selskabet.

Havde i en årrække hjemme i bilbyen Detroit. Motown er en sammenskrivning af motor og town.

Flyttede efterhånden stadig flere aktiviteter til Los Angeles. Forlod Detroit i 1970'erne.

Er i dag en del af verdens største pladeselskab, Universal Music.

Har udgivet musik med bl.a. Jackson 5, Michael Jackson, Marvin Gaye, Tammi Terrell, Jimmy Ruffin, The Temptations, Diana Ross og The Supremes, Mary Wells, The Commodores og Lionel Richie, Stevie Wonder, The Four Tops, The Isley Brothers, Smokey Robinson & The Miracles, Edwin Starr og The Marvelettes.

I anledning af 50 års jubilæet udgives bl.a. et stort bokssæt med i alt 10 cd'er. Boksen indeholder samtlige selskabets nummer et-hit. Der udgives også en tredobbelt cd med 50 af de mest populære numre - ”Motown 50”.

? Berry Gordy etablerede Motown ved hjælp af et lån på 800 dollars.

? Stifteren drev pladeselskabet som en hitfabrik.

? I sidste del af 1960'erne måtte han slippe tøjlerne på stjerner som Marvin Gaye og Stevie Wonder.

Selskabets solister og bands blev ganske enkelt kørt igennem en proces, hvor de blev klædt pænt på og lærte at agere charmerende og imødekommende på scene og fotos og i den skrevne presse, radio og tv.”

Nyhed: Rocklegende får sin egen stjerne

02-02-2010: 21 år efter sin død bliver en af musikhistoriens største stjerner foreviget på Hollywood Walk of Fame.

Læs artikel

Anmeldelse: The Doors: Live In New York

09-01-2010: The Doors' styrke som liveband til sidst i karrieren dokumenteres i stort bokssæt.

Læs artikel

Anmeldelse: Michael Bublé (Multiarenaen, Herning)

16-04-2012: Bublé er en guldgraver i musikhistorien, og han går til den med mangel på andægtighed. Læs artikel

Nyhed: Nekrolog: Amy altid ude på ballade

23-07-2011: Den britiske sangerinde og sangskriver var et talent ud over det sædvanlige. Men også selvdestruktiv og tiltrukket af sex, stoffer og rock'n'roll. Læs artikel

Nyhed: Faithless siger farvel

17-03-2011: Medlemmerne af det engelske band Faithless har valgt at gå fra hver til sit. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...