Harper Simon (Rådhussalen, Århus Festuge)

Rådhussalen, Århus:

Harper Simon

Torsdag aften

Før koncerten sludrede jeg med amerikanske Harper Simon. Han havde været på kunstmuseet Aros og var begejstret for udstillingen med Jacob Holdts berømte amerikanske billeder.

Den 37-årige søn af sangskriverikonet Paul Simon kunne også godt lide byen – menneskene, atmosfæren og solen foroven. Jeg spurgte, om han ville have det fint med at stille op som gademusikant i Århus. Der var ikke tid til det så tæt på koncertstart, men han ville ikke have haft noget imod det.

»Det har jeg gjort masser af gange,« sagde han.

Måske skulle jeg aldrig have spurgt om det. For da han med sit morgenhår og klædt i lys skjorte og iturevne jeans optrådte i Rådhussalen til den uofficielle åbning af Århus Festuge var det, som om han glemte, at han stod på en scene frem for på gaden.

Kaffe og vand

Flere gange måtte han stemme sin akustiske guitar. Til andre tider roste han publikum mere, end det fortjente, og der var uden tvivl tilhørere, som tænkte, at amerikaneren nok havde strammet sig op med et par sjusser. Det havde han ikke. Før showet fik han kaffe og vand samt et måltid mad.

Det var ærgerligt, at Harper Simon ikke gjorde sig mere umage. Hans debutalbum, der udkom tidligere i år, er en lille perle med gennemarbejdede sange, der er præget af folkrock, country og intelligent pop.

På det yderst iørefaldende album har han både erfarne musikere og jævnaldrende spillemænd samt sin far omkring sig.

Alene på scenen – havde festugen ikke råd til backingbandet? - viste han sig at være en udmærket, lettere legesyg guitarist med en sangstemme, der heldigvis ind imellem ramte den fine melankolske tone på albummet. I disse gode stunder fandt man countryformede numre som ”Shooting Star” og ”Tennessee” samt de evigtgyldige popsange ”Berkeley Girl” og ”Wishes & Stars”.

Mere ambitiøs

Andre gange var han mildest talt uskarp i sit sangforedrag. Til tider havde han behov for at lyde som en forsanger i et indierockband og spille velmenende coverversioner af sange med Kinks og Buzzcocks.

Næste gang, Harper Simon kommer til landet, skal han være velkommen til at optræde en times tid på et gadehjørne. Om aftenen skal han stille op med backingband og give sine talentfulde fortællinger om sit land og sit liv den ambitiøse behandling, som de - og vi – fortjener.