Anmeldelse: Glen Campbell: Ghost On The Canvas

COUNTRY/POP-CD

Glen Campbell:

Ghost On The Canvas

Surfdog Records

Er udkommet

På albummets forside sidder et klistermærke, der fortæller, at det er »Glens sidste studiealbum«.

I bookletten bløder en af amerikansk country og pops mest karakteristiske stemmer dog lidt op for den melding. Det er »planen« og »passende«, lyder beskeden, som ikke med ord bliver kædet sammen med, at den 75-årige sanger og guitarist omkring årsskiftet fik besked om, at han led af Alzheimers.

Tiden må vise, hvad der sker.

Manden, der i sin tid gæsteoptrådte i The Beach Boys, spillede med Elvis Presley og gjorde ”Wichita Lineman”, ”Rhinestone Cowboy” og ”By The Time I Get To Phoenix” til klassikere, lyder i hvert fald ikke, som om han er færdig med musik. »I'm ready enough«, synger han meget passende på den smukke ballade ”Nothing But The Whole Wide World”, der er skrevet af Jakob Dylan.

Selvbiografiske

Andre numre er forfattet af dygtige sangskrivere som Teddy Thompson og Paul Westerberg, og så er Campbell sammen med producer og kapelmester Julian Raymond noteret for en række sange på et album med gæstemusikere som Brian Setzer fra Stray Cats, Dick Dale, Billy Corgan fra Smashing Pumpkins og Chris Isaak.

Der er tale om en udgivelse med en afklaret selvbiografisk karakter. »I've tried and I have failed, Lord. I've won and I have lost«, opsummerer Glen Campbell indledningsvis på ”A Better Place”.

Den amerikanske sanger har rigtignok haft sine op- og nedture. Det gik mest op i 1960'erne og 1970'erne, da hans tenorstemme fandt sit rette element i flotte arrangementer, der forenede country og pop. Samtidig gjorde han sig godt på tv og i film, og hans popularitet rakte langt ud over rækkerne med musikfans.

Men til historien om Glen Campbell hører også forliste ægteskaber, misbrug af sprut og kokain, usømmelig offentlig optræden og så den kendsgerning, at hans hitfaktor forsvandt i 1980'erne for aldrig rigtigt at vende tilbage.

En slags comeback fik han i 2008 med et album, ”Meet Glen Campbell”, hvor han ganske vellykket sang andres numre.

Ren stemme

Hvis Glen Campbell i virkeligheden synger lige så godt, som han gør på det nye album, kan man kun være imponeret.

Selv om han er kommet godt op i årene og har røget sin portion af de store cigarer, virker hans stemme ren, ganske stærk og med den melankolske efterklang, som altid har nuanceret hans sangforedrag på en meget menneskelig måde.

Der hersker ingen tvivl om, at der er en rocket kant om ”It's Your Amazing Grace”, og ”In My Arms” lyder som radiovenlig countryrock. Men ellers læner mange af arrangementerne sig respektfuldt op ad de gamle iørefaldende klassikere.

Det flot arrangerede titelnummer samt ”Strong” og ”Any Trouble” er i den grad prægede af strygere, som også kreerer et nummer som kærlighedssangen ”There's No Me? Without You”, hvor Glen Campbell understreger, at han ikke bare vil svinde væk.

At Glen Campbell stadig er her og føler sig i stand til at synge understreges af, at han netop er begyndt på en turné, der bringer ham rundt i USA og til England og Irland.