Anmeldelse: Fever Ray (Store Vega)

Fever Ray

Store Vega

Søndag aften

Fever Ray

Fever Ray

Rabid/Bonnier Amigo

Pop-arkæologer bør spidse ører og stoppe gravearbejdet en stund, for med Karin Dreijer har vi fundet the missing link mellem Kate Bush og Björk.

Den svenske sangerinde med den distinkte vokal holder for tiden pause fra sit samarbejde med brormand Olof - og duoen The Knife - som er et af tidens mest spændende og stilskabende popnavne. Men fans skal ikke fortvivle, for sangerinden og moren til to har brugt sin barsel på at lave mere betagende electronica-musik. Nu bare under navnet Fever Ray.

Forvirret alien

Hun er en blændende sangerinde med en forførende - i momenter sær guttural - frasering, der det ene øjeblik lyder som et herboende galaktisk væsen, der ikke kan få støvsugeren til at virke. Og i næste vers synger hun som en legesyg og sensuel nordisk elverpige, der lokker skønne klange ud af mænd og maskiner.

Som førnævnte Kate Bush forstår Dreijer også at inddrage både vakkelvorne drømme såvel som robust hverdag i sine tekster. Kate Bush har skrevet verdens bedste sang om en vaskemaskine (”Mrs Bartolozzi” fra 2005-albummet ”Aerial”), og Karin Dreijer følger nu på ”Fever Ray”-cd’en trop med en skøn electronica-hymne om abstrakte længsler foran opvaskemaskinen: ”We talk about love, we talk about dishwasher tablets, illness/and we dream about heaven”.

Blot én af en stribe dystre og skønne elektriske måneskinssonater fra det netop udgivne album, så forventningerne var store til den svenske ener, da hun spillede i et udsolgt Store Vega.

Mumi-mystik

Mystikken og den ambiente aura var bestemt også bevaret ved koncerten, der blev indledt med en trance-ulmende intro med laserlys og en mur af røg – hvor efter Karin Dreijer og band dukkede op som formummede figurer i modlys. Sangerinden var uigenkendelig og lignede en pelsklædt mumitrold i skyggeprofil. Hendes maskeformummede og sært udklædte musikere fik ydermere koncerten til at minde om et kultisk ritual tilsat nutidige digitale toner og spændinger.

Visuelt dragende og rundtosset som en farverig kultfilm – nøjagtig som vi kender The Knifes koncerter, der har været rene begivenheder.

Men musikalsk haltede det desværre noget søndag aften i Vega. Der blev videredigtet på numrene, men uden at de blev bedre af det, og der var for meget ubalance mellem vokal og akkompagnement. Det voldsomt underbelyste koncept gjorde desværre også hovedperson og band for fraværende.

Ud af tågen

Lidt så vi da til Karin Dreijer til sidst - uden rollespils-uniform - og numre som ”When I Grow Up” og ”Concrete Walls” lød som ren popkunst til folket: Blændende minimal-skinnede electronica med poetisk barnlig forundring over alle livets facetter: Fra mirakler til modgang.

Det er dén slags stjernestunder der kan få en til at udråbe Fever Ray/Karin Dreijer til Björks arvtager udi begavet og original popmusik.

Men bedøm selv. Du har alt at vinde – og kun lidt at tabe. For med ”Fever Ray” på MP3-afspilleren eller i cd-reolen er du under alle omstændigheder opdateret med den seneste storby-hype, som man bare skal høre, hvis man overhovedet skal have en mening om musikscenen anno 2009.