Madeleine Peyroux: Bare Bones; Diana Krall: Quiet Nights

Madeleine Peyroux:

Bare Bones

Rounder/Universal Music

Diana Krall:

Quiet Nights

Verve Records/Universal Music

Madeleine Peyroux og Diana Krall har dygtigt formået at bevæge sig langt ud over jazzscenen med deres album og optrædener.

Begge har udgivet plader med millionsalg. Hver især kan de også tiltrække mange tilhørere til deres koncerter.

Stærkest kommerciel faktor har Diana Krall uden tvivl, men det er Madeleine Peyroux, der viser størst kunstnerisk styrke, når man tager de nye pladeudgivelser i betragtning.

Madeleine Peyroux, der er midt i 30'erne, har gennem et dusin år etableret sig som en vokalist, der er blevet sammenlignet med Billie Holiday, og som i stor udstrækning har stået frem som fortolker.

På det nye album er hun i stedet involveret som sangskriver på alle numre. Det giver pladen en anderledes frisk nyhedsværdi.

Samtidig får musikken en spændende dybde: Man fornemmer virkelig, at hovedpersonen kan blive ramt af the blues, men man forstår også, at hun har fundet en bedre balance i et liv, der til tider har været kaotisk: »The life I have now is much more appealing«.

Fortrolige musikere

Omkring sig på pladen har hun en række musikere, som hun har tillid til. Det gælder ikke mindst Larry Klein, der spiller bas og har produceret et album, der har en moderne jazzet følelse, men også strejfer gammeldags blues, varmblodige soulfornemmelser og den slags poetisk folkrock, som Joni Mitchell tidligt i karrieren blev eksponent for, før hun foretrak jazzmiljøet.

At Mitchell spøger flere steder på pladen, er ikke så underligt. Dels er hun et forbillede for Peyroux, dels var Larry Klein musikalsk partner og gift med Mitchell i flere år. Som vokalist har Peyroux dog stadig mest til fælles med den særegne styrke og melankoli, som man finder i de sangforedrag, Billie Holiday stod for.

Bossanova og Bacharach

Den 44-årige Diana Kralls fascinerende sangstemme har et helt andet udtryk. Den har en nærmest aristokratisk kølighed, og på de flot arrangerede og meget iørefaldende jazzpopalbum ”The Look Of Love” (2001) og ”The Girl In The Other Room” (2004) virkede Kralls vokal i sit rette element.

På den aktuelle udgivelse med hilsner til bossanova og Burt Bacharach kommer hendes sangforedrag, der er sat i scene i store bløde arrangementer, for mange steder til at fremstå mærkeligt uengagerede.

Derfor kan man ikke lade være med at spekulere over, om hun for alvor deler arrangør Claus Ogermans fascination af ”The Girl From Ipanema” og ”Quiet Nights” samt ”Este Seu Olhar”, og om hun mest af alt er træt af at skulle være endnu en kunstner, der fortolker Bacharachs ”Walk On By”.

Hun har betydeligt mere held med ”You're My Thrill” og ”I've Grown Accustomed To His Face”.

Her er Diana Krall både den personlige, groovy pianist og den selvsikre sangerinde, der vælger sin egen modige, afdæmpede vej omkring kendt materiale.