Anmeldelse: Depeche Mode: Remixes 2: 81-11

Depeche Mode:

Remixes 2: 81-11 (Deluxe-udgave med 3 cd'er)

Mute/EMI Music

Er udkommet

Det er ikke et rigtigt nyt studiealbum med Depeche Mode. Til gengæld er det heller ikke blot endnu en opsamlingsplade. ”Remixes 2: 81-11” ligger et spændende sted midt imellem noget helt frisk og let genkendeligt, og dette sted ejer den britiske synthpopgruppe i langt højere grad end andre stjerneorkestre.

Stadionbands som U2 og Coldplay har aldrig på samme konsekvente vis dyrket den kunstart, der handler om at rekreere allerede kendt materiale. En årsag, til at Depeche Mode altid har kunnet gøre det og således også lykkedes flot i 2004 med ”Remixes 81-04”, er, at gruppens elektroniske musik siden begyndelsen har appelleret meget til diskoteksgæster og dermed til alverdens dj's, der i bestræbelserne på at levere høj underholdningsværdi har haft brug for ekstra dansevenlige versioner indenfor snart sagt alle mulige og umulige udtryk.

På gæstevisit

Deluxe-udgaven med over 30 numre, remikset af en lang række mere eller mindre berømte musikere, producere og dj's, giver et både spændende, overraskende og varieret bud på, hvordan en sang kan videreudvikles, og det gør i den proces bestemt ikke noget, at man får flere forskellige forsøg med ”Personal Jesus”. Denne klassiker beholder i Alex Metrics remiks meget af sin oprindelige skikkelse. Kunststykket er, at remikseren formår at give sin udgave både ny hårdhed og anderledes bløde former.

Vince Clarke, der i årevis har været væk fra Depeche Mode, kommer på gæstevisit med en potent versionering af ”Behind The Wheel”. Han respekterer originalens amerikanske motorvejsmelankoli, samtidig med at han sætter sit eget fingeraftryk ved at tilføje enkel elektropop og tranceagtige elementer.

Den anden forhenværende Depeche Mode, Alan Wilder, har også fået lov til at lege med. Men grundmaterialet på ”In Chains” har ikke samme umiddelbare styrke som det allerbedste med bandet, hvilket gør det sværere at skabe et mirakel. Desuden virker Wilder en smule berøringsangst, og det giver altså de bedste oplevelser, når remikseren virkelig tør tage hånd om nummeret og på den måde ender med at skabe en aha-oplevelse.

Tidløst

Dem er der masser af på alle tre cd-skiver, og vores egen Trentemøller kan godt gå rundt og prale af, at hans bud på nummeret ”Wrong” er helt rigtigt - og mere spændende end originalen. Danskerens remiks virker mere nuanceret, kraftfuldt og har noget tidløst over sig, som man ikke finder i samme grad andre steder på de tre cd'er.