Depeche Mode: Sounds Of The Universe

Depeche Mode:

Sounds Of The Universe

Mute Records/EMI Music

Udkommer i dag

Fans af den elektroniske poptrio Depeche Mode har meget at glæde sig over.

Det nye, længe ventede, 12. studiealbum, ”Sounds of the Universe”, fungerer som et beskidt remiks af det tidløse mesterværk ”Violator” (1990) og den behageligt buldrende junkiebibel ”Songs of Faith and Devotion” (1993), og sikrer man sig billet til koncerten i Parken den 30. juni, vil man uden tvivl få præsenteret højdepunkter fra disse tre kapitler af Depeche Modes snart 30 år gamle popfortælling.

Det aktuelle album er først og fremmest båret af en overbevisende produktion, som bandet skal mere end 15 år tilbage for at matche.

Et spørgsmål om lyd

Det er en stor sejr for de tre tilbageværende medlemmer af Depeche Mode, som ikke blot er afhængige af gode popsange, men i endnu højere grad den alternative atmosfære, de præsenteres i.

Siden Depeche Modes primære lydmand, Alan Wilder, i 1995 forlod bandet efter den 18 måneder lange verdensturné ”Devotional Tour”, som efterlod forsanger Dave Gahan som fuldtidsnarkoman, sangskriver Martin L. Gore som alkoholiker og Andrew Fletcher med svære psykiske problemer, har trioen været dybt afhængig af de rigtige producere.

Mark Bell smurte for meget glasur på ”Exciter” (2001), mens rockproduceren Ben Hillier tilførte det forrige album, ”Playing the Angel” (2005), en mørkere lyd, som han og bandet har videreudviklet på den aktuelle opfølger. Albummets 13 numre præsenteres i et både poppet og råt univers, som kaster nye spændende detaljer af sig ved hver gennemlytning.

Selv om der ikke er nogen ”Personal Jesus” eller ”Enjoy the Silence” på ”Sounds of the Universe”, er albummet mere end en række vidtgående elektroniske eksperimenter i studiet.

Effektive hits

Der er masser af gode sange. Med et omkvæd bestående af dét ene ord fungerer ”Wrong” som en effektiv førstesingle, ligesom det poppede vokalarbejde på ”Peace” lugter langt væk af hit.

Ser man bort fra enkle omkvæd og åbenlyse hitkvaliteter, er det ironisk nok forsanger Dave Gahans bidrag til albummet, der fungerer bedst.

Efter at være debuteret som soloartist i 2003 insisterede Dave Gahan på at bidrage til sangskrivningen, hvis han skulle lægge stemme til flere album fra Depeche Mode. Bandets mangeårige sangskriver, Martin L. Gore, bøjede sig, og Dave Gahan har således skrevet tre sange til både ”Playing the Angel” og det nye album.

Sangerens input giver bandet ny dynamik, og både den iørefaldende ”Hole to Feed”, den tungt slæbende ”Come Back” og den elektronisk eksperimenterende ”Miles Away/The Truth Is” tæller blandt albummets højdepunkter.

Martin vender hjem

Herfra skal dog lyde et stort til lykke til Martin L. Gore, som under hver pladeindspilning insisterer på at hælde sin lyse vokal ud på et par langsomme indslag.

Det mislykkedes på albummet ”Exciter”, lykkedes delvist på ”Playing the Angel” og fungerer til perfektion på det aktuelle album, hvor kombinationen af Gores sangskrivning og vokal gør den melankolsk højtravende ”Jezebel” til bandets bedste ballade siden ”Home”.