Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Depeche Mode - Delta Machine | musik.guide.dk

Anmeldelse af Depeche Mode - Delta Machine

Pop: Depeche Mode er gavmild med musikken på timelangt nyt album, der dog ikke kan matche de bedste plader, som 2013 indtil nu har budt på.

Depeche Mode:
Delta Machine
Venusnote/Sony Music
Udkommer i dag
 

Musikåret 2013 er kommet forrygende i gang.

Nick Cave & The Bad Seeds, David Bowie og Justin Timberlake har med stærke album demonstreret deres værd på overbevisende vis.

Dertil kommer, at nye navne som Matthew E. White og Foxygen har udsendt plader, der dyrker fortidens lyd med en spændende nysgerrighed.

Herhjemme har ikke mindst rockbandet Kashmir gjort opmærksom på sig selv med den både iørefaldende og særprægede plade "E.A.R.".

Blues og synthesizere

Nu står den britiske trio Depeche Mode klar til at afslutte årets første kvartal.

Mens både Bowie og Timberlake valgte at gøre afstanden mellem annonceringen og udgivelsen af deres nye skiver meget kort, meddelte det britiske synthpopband allerede i december i fjor, at der ville komme både et nyt album og en verdensturné i 2013.

Forventningerne har altså kunnet vokse over flere måneder.

Nu skal de så indfries med et album, der med sin titel tydeligvis har som ambition at kombinere bluespræget rock og synthesizermusik.

Det er dog ikke nogen ny retning.

Depeche Mode gjorde sig allerede i 1980’erne fri af den rene synthesizerlyd.

Teatertorden i oplevelsen

Lytteren inviteres indenfor med "Welcome To My World", der begynder som en krasbørstig skikkelse, som efterhånden får en mere poppet attitude.

Dermed er pladens musikalske balancegang blevet demonstreret.

Med "Angel" går der en anelse for meget teatertorden i oplevelsen.

Forsangeren Dave Gahan synger i flere momenter med et vokalt drama, der til tider virker, som om det vil overmande manden selv.

I hvert fald lyder Gahan til tider stakåndet.

Bedre foregår hans sangforedrag på den smukke himmelstræbende "Heaven", og Martin Gores lyse overstemme-opbakning

i omkvædet giver en fin følelsesmæssig merværdi til en ballade, der dog ender med en uspændende, langtrukken afslutning.

Ikke for sarte sjæle

Med "Secret To The End" og "My Little Universe" lægges vægten tungt på et elektronisk udtryk, mens en mere gammeldags electropoppet Depeche Mode-stil kreeres på "Broken".

Det er et af pladens bedste numre. Et andet er "Slow", hvor Mississippis delta blues-stil inkorporeres vellykket i et langsomt drevet synthesizerpræget modspil.

Vanen tro får Martin Gore også forsangerrollen et øjeblik.

Det sker med "The Child Inside", der lyder som godt håndværk, mens teksten ikke er for sarte sjæle:

»You were made to play games with your soul instead. The child inside you died.«

De optimistiske sætninger er i det hele taget i mindretal på en plade, der kredser om jalousi, indre dæmoner, usikkerhed, utilstrækkelighed, afsked med livet og de nærmeste, og altomsluttende selvoptagethed.

Ingen kan altså være i tvivl om, at Depeche Mode tager livet alvorligt.

Ideerne har manglet

Hvilket er forståeligt nok, da fortiden bød på et dramatisk misbrug af stoffer og sprut, som bragte briterne så langt ud, at risikoen for, at det ville være helt slut for ikke blot bandet, men også et af medlemmerne, var overhængende.

På den anden side virker det til tider, som om såvel den primære sangskriver Martin Gore som Dave Gahan har manglet ideer og inspiration til deres fortællekunst. Og så har de valgt at gå efter endnu en skyggeramt tekst.

Hvis man ser bort fra manglerne i fortælleteknikken og fokuserer på musikken, slutter Depeche Mode effektfuldt af.

Er fortsat relevant

Der er stor underholdningsværdi i de knivskarpe elektroniske præstationer "Alone", "Soothe My Soul" og "Goodbye".

Den slags popsnedkerier er den bedste bevisførelse for den britiske trios fortsatte relevans, og der er med det bedste fra det nye album i tankerne grund til at se frem til Depeche Modes koncert i Parken i København den 13. juni.

Men når regnestykket for årets første tre musikmåneder skal gøres op, kommer albummene fra Bowie, Timberlake og Cave uden tvivl foran "Delta Machine".

Stadig på mode

Depeche Mode

  • Dannet i 1980. De tre nuværende medlemmer, Dave Gahan, Martin Gore og Andy Fletcher, har været med siden det første album.
  • Tidligere har bandet været en kvartet.

Vigtige plader:

  • "Speak & Spell" (1981),
  • "Construction Time Again" (1983),
  • "Violator" (1990) og
  • "Songs Of Faith And Devotion" (1993).

Anmeldelse: Nephew (Train) og Depeche Mode (Bremen)

03-11-2009: Nephew går rundt i Depeche Modes sko, men kan de fylde dem ud? JP Århus tog på Train og videre til Bremen for at finde svaret.

Læs artikel

Anmeldelse: Depeche Mode: Sounds Of The Universe

20-04-2009: Den hårdt prøvede synthpopfabrik Depeche Mode matcher med sit nye album den store mørke lyd fra begyndelsen af 1990'erne.

Læs artikel

Anmeldelse: Grace Jones: Hurricane

04-11-2008: Den jamaicanske-amerikanske sanger lægger navn til et hundrede procent gennemført album.

Læs artikel

Anmeldelse af New Order - Music Complete

25-09-2015: Den hårdt prøvede Manchester-gruppe New Order har genfundet det elektroniske udgangspunkt på overraskende vitalt comeback-album. Læs artikel

Anmeldelse af Kwabs - Love + War

11-09-2015: Britiske Kwabs’ debutalbum afslører, at han er langt mere end hittet ”Walk”. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...